Menu

Det gør I ikke igen drenge, og så alligevel....

image Kæmpe forløsning. Aleaxander Nikolajsens sejrsmål er en realitet (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, Sportskoordinator
13. maj 2018 kl. 20:59
  1. Division Kvalifikationsspillet

Dalum IF – IF Lyseng  2-1 (0-1)

0-1 (8. min) Frederik Søndergaard Hansen
1-1 (88. min.) Frederik Humlegaard
2-1 (90. min.) Alexander Nicolajsen

Tilskuere: 217

Dalum IF træk spændingen ultimativt længe i kampen mod IF Lyseng, men med to scoringer i kampens døende minutter slap Dalum IF med skrækken og tjente tre meget vigtige points. Alle med Dalum sympatier kunne dermed ånde lettet op og vil gerne sende en besked til de hårdt kæmpende spillere, om ikke at gøre det igen, da man nærmest føler sig ti år ældre i løbet af kampens 90 minutter.

Summa summarum blev at Dalum IF besejrede IF Lyseng med 2-1 efter en kamp hvor man var hele følelsesregisteret i gennem. Fra noget der lignede dyb depression til lettelse og glæde ændrede kampens sidste 5 minutter alt, hvor Dalum spillerne ændrede 0-1 til 2-1 mod rækkens agterlanterne IF Lyseng. Der må dog sendes mange roser mod det jyske og IF Lyseng spillerne, der kæmpede forbilledligt og vel også havde fortjent minimum det ene point, men fodbold kan være et både dejligt og fortvivlende bekendtskab. For Lyseng blev oplevelsen det sidste og heldigvis for Dalum det første.

Mange havde nok forventet 3 klare points til Dalum i søndagens kamp mod bundholdet IF Lyseng, men det blev hurtigt gjort til skamme mod et godt kæmpende gæstehold, som spillede meget afklaret, selvom Dalum spillerne indledningsvis var meget på bolden. Kampens første chance tilfaldt da også gæsterne og den gav samtidig også mål. IF Lyseng fik tilkendt et frispark i Dalum IFs venstre forsvarsside, som blev sparket hårdt indover til Frederik Søndergaard Hansen som forbilledligt hovedstødte bolden op i Dalum IFs målhjørne til en tidlig gæste føring.

I de følgende minutter pressede Dalum spillerne godt til med hjælp fra en skarp medvind. Det blev også til fine chancer ved et langskud fra Rasmus Schmidt, der suste lige over målet, mens Rune Corfitzen blev blokeret fra nært hold af en IF Lyseng forsvarer. Tættest på var dog Frederik Humlegaard, der faktisk med et perfekt lop over gæsternes målmand havde passeret denne, men en Lyseng forsvarer fik nærmest på stregen skovlet bolden over mål, så heller ingen Dalum scoring i denne omgang.

Efterhånden som halvlegen skred frem fik Dalum spillerne det sværere og sværere ved at komme frem til noget der lignede chancer. Spillet var i den periode generelt for langsomt fra de røde, så et klogt spillende Lyseng hold havde det relativt let defensivt. I første halvlegs sidste 5 minutter var det da også gæsterne der var tættest på scoringer, men i et par situationer fik Dalum forsvaret blokeret i sidste øjeblik og dermed stod der 1-0 til gæsterne ved halvtid.

2. halvleg fortsatte på samme vis, da Dalum spillerne til stadighed sled med at komme frem til de klare chancer. Lukas Harder havde indledningsvis en pæn chance som blev sparket over mål, mens indskiftede Tobias Gervig headede på tværs af målet i en situation, hvor Tobias godt kunne have været lidt mere selvisk og søgt scoringen selv. Efterhånden som halvlegen skred frem stod gæsterne stærkere og stærkere defensivt og uden for banderne var tålmodigheden ved at slippe op og håbet om Dalum point svandt mere og mere. Samtidig blev gæsterne frækkere og frækkere og kunne med lidt mere kløgt i kontraerne havde sat det dødelige andet mål ind, men det skete heldigvis ikke.

Så kom vi til de vidunderlige sidste fem minutter, hvor kampens forløb blev vendt helt på hovedet. Først tog Dalum IFs lille teknikker Frederik Humlegaard et par snævre driblinger og efterfølgende usvigeligt sikkert sparkede bolden op i målhjørnet til udligning 1-1. Dermed var udligningen en realitet og et sent point til Dalum. To minutter inde i overtiden blev det så endnu bedre, med et Dalum mandskab der nu søgte den vigtige sejr. Matchvinder blev midtbanespilleren Alexander Nicolajsen som fra kanten af feltet fik sparket bolden forbi gæsternes målmand og dermed stod der 2-1 til Dalum IF. Efter et gæstehjørnespark hvor alle vi røde tifosis holdt vejret, men som heldigvis ikke gav scoring og efter 94 minutters spil kunne kampens udenmærkede dommer Paw Johansen fløjte kampen af og 3 vildt tiljublede points var i hus for Dalum IF.

Det må retfærdigvis siges, at sejren måske var lidt heldig, da spillet generelt ikke nåede vanligt niveau og var lige langsomt nok. Holdets skal dog roses for at blive ved og køre på i samtlige 94 minutter, og specielt de tre indskiftede unge løver Balder Adelgaard, Tobias Gervig og Carl Nørby kan se tilbage på nogle meget flotte indhop, som bidrog væsentligt til sejren i sidste ende.

IF Lyseng skal dog også roses for en fin indsats, som i dag ikke gik helt efter fortjeneste, så mon ikke holdet tager et par skalpe i de kommende kampe, hvilket vil være ganske fortjent bedømt på dagens fine indsats. Fodbold kan dermed være både ubarmhjertigt og smukt og i dag blev det trods en hård dag på kontoret alligevel til en rigtig smuk søndag for Dalum IF.   

  

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk