En fredag i fjordbyen
Kolding I.F. - Dalum I.F. 0-1 (0-0)
0-1 (92. min.): Tais Holm Christensen
Tilskuere: 350
At det skulle gå, som det gik, var faktisk ganske godt gået af Dalummandskabet. For midt i Taulovs trafikale inferno holdt bussen fra Bellinge Turistfart mere eller mindre stille. Trekantområdet er lidt af en udfordring fredag eftermiddag. Der var kø på både motorvej, landevej, omvej, genvej og grusvej. Tre kvarter forsinket ankom bussen dog til Kolding Stadion.
I takt med at mørket stille faldt på, og mens en let tåge bredte sig over fjordbyen, leverede Dalummandskabet en disciplineret og helstøbt indsats over hele linjen. På nær de første ti-femten minutter af 2. halvleg, så stod der Dalum I.F. på det meste af kampen. Måske havde koldingenserne de største chancer, der dog ikke var direkte livsfarlige, mens Dalummandskabet over en hel kamp var toneangivende ved at være mest på bolden.
Viljen og lysten til at have bolden og prøve noget på egen hånd lyste ud af Dalummandskabet. Det blev således en af de kampe, hvor følelsen af at det hele i sidste ende kunne gå op i en højere enhed, var tilstede. For modsat kampen mod Greve Fodbold, så både producerede og tilspillede Dalummandskabet sig en række pænt potente chancer.
Desuden blev Kolding I.F.’s Rune Nautrup holdt i kort snor, hvilket på forhold var én af nøglerne til succes. Det betød at koldingenserne farligste våben på dagen var det hurtige omstillingsspil, der gennem et par giftige kontrastød skabte nogle ligeved-og-næsten chancer til hjemmeholdet.
Længe så det ud til en nullert på Kolding Stadion. Et resultat som begge hold kunne leve med i en snæver vending. Alligevel melder det uundgåelige spørgsmål sig: Vi ved hvad vi har, men skal vi gå efter noget mere? Et dilemma enhver træner må bøvle med. Hos os siddende på tribunen var holdningen den, at det ene point i udgangspunktet var mere end godkendt, selvom vi nok – som kampen udviklede sig - havde håbet på en sejr.
Men cheftræner Kristoffer Johannsen ville åbenbart have det hele med hjem. Og ja, så OK da! Lad gå. Med tre offensive indskiftninger i løbet af 2. halvleg forsøgte Dalummandskabet til stadighed at lægge tryk på koldingenserne. Og det gav pote. To minutter inde i overtiden kunne Tais Holm Christensen med et tørt hug sende Dalummandskabet på sejrskurs. 1-0. Det var så det. Armene kunne strækkes i vejret. Endelig var der lidt, der gik vores vej. Vi fik en sejr, der over en hel kamp var ganske fortjent. Efter en fredag aften i fjordbyen kunne snuden atter vendes hjemad mod Fyn. Tak for en fremragende kamp.
Foto Robert Hierath: Et koncentreret Dalummandskab på vej på banen i det sidste dagslys.
Foto Robert Hierath: Som en springer på et skakbræt. Kasper Dreyer.
Foto Robert Hierath: Mads Hansen, der var tilbage efter en mindre lårskade.
Foto Robert Hierath: Dalum I.F.'s Jack Nielsen havde godt fat i hjemmeholdets Rune Nautrup.
Foto Robert Hierath: Rune Corfitzen i duel.
Foto Robert Hierath: Nicolas Jørgensen havde et par gode muligheder foran mål. Men det sidste manglede.
Foto Robert Hierath: Matchvinder Tais Holm Christensen midt i billedet.
Foto Robert Hierath: Mikkel Kjær Andersen spillede en stor kamp.
Foto Robert Hierath: Tais Holm Christensen (15) i sekundet hvor der scores.
Foto Robert Hierath: Glæde og ærgrelse i samme billede.
Foto Robert Hierath: Matchvinderen fejres.