En god og en dårlig
Marienlyst - Dalum IF 4-1 (1-0)
1-0 (45. min.) Mads Aasgaard
2-0 (52. min.) Mads Aasgaard
3-0 (54. min.) Lasse Kingo
3-1 (61. min.) Benjamin Tempelaars
4-1 (71. min.) Jeppe Kirk str.
Dalum IF spillerne var godt klar over, at det krævede en yderst disciplineret og dedikeret indsats, hvis Marienlyst skulle matches og man også skulle have et resultat med hjem til Odense SV. Det var da også en sand fornøjelse at se Dalum IF i første halvleg, hvor der blev spillet et meget flot kombinationsspil, som førte til en pæn håndfuld chancer, hvor Jakob Eigaard var tættest på scoring med et hovedstød på overliggeren. Defensivt stod Dalum IF forsvaret også fast, da Marienlyst ellers giftige angribere gang på gang blev lukket effektivt ned. Eneste manko var derfor de manglende mål for Dalum IF. Halvlegen sluttede endda af med en scoring til hjemmeholdet i sidste minut, da det lykkedes Mads Aasgaard at score med et fladt skud til venstre for Dalum keeper Nicklas Berg. Slet ikke fortjent men Marienlyst viste stor effektivitet da muligheden bød sig.
Lige så god første halvleg var, ligeså dårlig blev 2. halvleg for Dalum mandskabet. Kæderne hang ikke sammen defensivt, og de skarpe Marienlyst angribere var ikke sene til at udnytte dette. I løbet af 2. halvlegs første 10 minutter scorede Marienlyst to gange, begge gange kom målscoringen ud af nærmest ingenting. Først var det igen Mads Aasgaard der udnyttede den megen plads og igen lidt senere i en nærmest sammenlignelig situation, var det hjemmeholdets Lasse Kingo, der havde sidste fod på bolden. Dermed stod der 3-0 på resultattavlen og kampen var afgjort til hjemmeholdets fordel.
Dalum IF legede dog stadigt med og kort efter lykkedes det omsider med en scoring, da Benjamin Tempelaars fulgte riposten op på Christian "Klinges" hovedstød der ramte den ene stolpe. Det var dog Marienlyst der scorede kampens sidste mål, da keeper Jeppe Kirk fik lov til at prøve fra 11 meter pletten. Dette gik godt med en sikker scoring og dermed var slutresultatet 4-1 blevet bøjet i neon.
Sejren var alt i alt fortjent til Marienlyst, om end måske et eller to mål for stor. Dalum IF spillerne skal have stor kredit for en yderst velspillet første halvleg, hvor holdet spillede på det bedste niveau endnu i denne forberedelses fase. Dette giver dog grobund for en vis optimisme, samtidig med at 2. halvleg viste, at der stadig er noget at arbejde med i den sidste gode måned inden det bliver rigtigt alvorligt.
Dalum IF skal allerede i ilden igen mandag aften, hvor holdet gæster Morud, til en kamp mod hjemmeholdets stærke Albaniseriehold. Der er kick-off kl. 20.00 på den lokale VVS Arena der som bekendt er belagt med kunstgræs.
Foto: Robert Hierath: Nytilgangen fra Otterup Daniel Jensen i nærkamp.
Foto: Robert Hierath: Jakob Eigaard tilbage i fuldt vigør. Her kigger han dog langt efter bolden.
Foto: Robert Hierath: Nicklas Berg strækker sig forgæves langt efter bolden,
Foto: Robert Hierath: Frank Nielsen jagter Emil La Cour fra Marienlyst.
Foto: Robert Hierath: Christian Klingenberg header på stolpen....
Foto: Robert Hierath: ..og Benjamin Tempelaars er først på riposten og dermed reducering.
Foto: Robert Hierath: Dalum IF keeper Nicklas Berg i et fokuseret øjeblik.