Menu

En lærerig lørdag for store og små

Casper Hansen
13. oktober 2015 kl. 10:03
2. DIV/UNGDOM: Det er vigtigt at huske hinanden på hvorfor det egentlig er at man spiller, og ikke mindst startede med at spille fodbold. Over alt andet er det kammeratskabet og glæden ved spillet. Det blev bekræftet af mødet mellem Dalum I.F.’s U6 Drenge og klubbens 2. Divisionshold.

Efter en let omgang lørdagstræning forud for kampen mod Fremad Amager søndag, så stod den på endnu en gang træning for Dalum I.F.’s 2. Divisionshold. Det var heldigvis en træning helt uden taktik, løbemønstre, Coobertest og kommandoer fra d’herrer cheftræner Kristoffer Johannsen og assistenttræner Michael Nielsen.

Derimod var der fuld fokus på hygge, nærvær og det at kunne give noget godt igen. En god times træning med klubbens U6 Drenge viste sig hurtigt at være til glæde og gavn for begge parter, og noget der kaldte de helt store smil frem hos drenge i alle aldre. Et lille lokalt bidrag til den store fortælling om hvorfor fodbolden på verdensplan har flere tilhængere end samtlige religioner.

For fodbold er en leg hvor fællesskab, kammeratskab og glæden ved selve spillet, i sidste ende er af langt større betydning end jagten på mål og point. Det tankesæt kan en vis schweizer fra FIFA og franskmand fra UEFA så bruge de næste 90-dages suspension på at tænke lidt nærmere over...

Som en dejlig, grøn oase midt i det hele ligger Dalum I.F.’s multibane, der har været flittigt benyttet af især klubbens yngste medlemmer siden indvielsen i maj. Og det var lige her at U6 Drengene og 2. Divisionsholdet havde sat hinanden stævne på det, der nok må betegnes som de yngstes hjemmebane.

Træningen blev indledt med en fælles præsentation og beskrivelse af træningsprogrammet, hvorefter der ivrigt blev trænet, store som små. Bl.a. skudtræning, løb og driblinger blev det til inden det obligatoriske holdbillede skulle tages. En time går forbløffende hurtigt i legen med bolden uanset alder og niveau.

Fremtiden vil byde på flere arrangementer hvor 2. Divisionsholdet og klubbens ungdomsafdeling mødes på kryds og tværs.

På vegne af spillere og stab fra 2. Divisionsholdet vil vi gerne videregive en stor tak til jer U6 Drenge, jeres trænere og forældre for en både sjov og inspirerende time i godt selskab.

 

God efterårsferie. 

Herunder er der lidt billeder fra lørdagens fællestræning.

 

Foto Robert Hierath: Fællesskab.

Foto Robert Hierath: Kammeratskab.

Foto Robert Hierath: Glæde.

Foto Robert Hierath: Leg med bolden.

Foto Robert Hierath: Leg med bolden.

Foto Robert Hierath: Leg med bolden.

Foto Robert Hierath: Klar til at udfordre 2. Divisionsholdet.

Foto Robert Hierath: U6 Drengene mod 2. Divisionsholdet. 

Foto Robert Hierath: Det afsluttende holdbillede.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk