En lang lørdag højt mod nord
Jammerbugt FC - Dalum I.F.
Kanalsport Divisionen
Lørdag d. 4. juni 2016
Kl. 15.00 – Sparekassen Vendsyssel Arena
En lang bustur til det høje nord venter Dalummandskabet i morgen lørdag. At tilbringe to x fire timer i en bus med en fast temperatur på 26-27 grader, er umiddelbart ikke det fedeste i denne verden. Men det er nu engang vilkårene på dette niveau. Turen til Vendsyssel er ikke alene et udtryk for en lang lørdag i fodboldens og Dalum I.F.’s tjeneste, men også et udtryk for at Dalummandskabet har lidt der skal rettes op på.
For med kun et enkelt point på kontoen i de seneste to kampe, så er Dalum I.F.’s stolte flagskib i Kanalsport Divisionen, pludselig kommet i klemme i sejlrenden mellem en super hot topplacering og en lunken midterplacering.
Trods det faktum at en ny sæson i Kanalsport Divisionen allerede er sikret – og der dermed helt forståeligt opstår en ubevidst Puha-vi-klarede-det-som-oprykker reaktion – så er der stadig en ikke helt ubetydelig pose TV-penge at kæmpe om.
Selvfølgelig taler vi hverken om millioner eller milliarder. Men alligevel pæne beløb der gør en tur til Vendsyssel vigtig. Desuden er det sportsligt set altid sjovest at slutte en sæson af på toppen.
Den omvendte kamp på Dalum Stadion sluttede med en overbevisende 4-1 sejr til Dalummandskabet. I morgen bliver det dog uden bl.a. Kongekobraen Jakob Eigaard, og bagerste mand Morten Christensen. Men som altid er der bare nogle andre, der tager over.
Alligevel venter der en svær opgave i det nordjyske. Jammerbugt FC kan nemlig med en sejr over Dalummandskabet endegyldigt sikre sig en billet til næste sæsons Kanalsport Division. At have noget sportsligt at spille for gør ofte en forskel når sæsonen synger på sidste vers. Dog har det aldrig været noget problem for cheftræner Kristoffer Johannsen at få sat de rødklædte tropper op. I morgen kan en del af motivationen derfor passende ligge i argumentet om, at når vi nu alligevel skal helt mod nord, så kan vi jo ligeså godt tage alle tre point med tilbage til syd. Og så føles en fire timers bustur knap så lang på en lørdag.
God kamp gutter!