Menu

En lørdag med Emilia Clarke

Casper Hansen
23. oktober 2015 kl. 10:51
2. DIV: Optakt: Der venter Dalummandskabet en svær opgave i Valby Idrætspark mod BK Frem. Men som tidligere nævnt, så sker der overraskelser hver weekend.

BK Frem - Dalum I.F.

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 24. oktober 2015

Kl. 15.00 – Valby Idrætspark

 

Dalummandskabet skal lørdag forsøge at rejse sig i Valby Idrætspark mod BK Frem efter nederlaget i lokalopgøret mod BK Næsby. Det var åbenbart ikke lige sagen pludselig at blive gjort til favoritter. På det område kan alle trække vejret roligt op til weekendens kamp.

For med et odds 6,60 på Oddset på en Dalumsejr, så er cheftræner Kristoffer Johannsens tropper tilbage ved det gammelkendte udgangspunkt i rollen som en frådende og bidsk underhund. Som en ellevehovedet muskelhund med rødt Hummelhalsbånd, der bliver sat ind i arenaen til et ægte hundeslagsmål mod en veltrimmet Dobermann fra Valby. Ja, der er jo intet så skønt som en vuffeli-vov.

Sagt uden brug af billedsprog så venter der en vanskelig opgave når rækkens tophold fra BK Frem tager imod. Og det kan siges ganske kort: BK Frem er ikke alene tophold – de har også vist sig at være rækkens bedste hold. Det bliver i sig selv svært. Dog er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Dalummandskabet har været absolut bedst på udebane, og udgangspunktet er tæt på at være det samme som forud for kampen mod John "Faxe" Jensens dansende drenge fra Fremad Amager. Alt kan ske!

Kampen mod Næsby BK er blevet evalueret. Den er ude af systemet. Stemning har været god gennem den seneste uge, og Dalummandskabet har i forbindelse med træningen udstrålet stor energi og udvist den helt rigtige attitude: At kampen mod BK Næsby var en enlig forfejlet og forfløjen svale.

Afslutningsvis så er der selvfølgelige selve situationen omkring betydningen af lørdagens kamp. Nuvel! Vinderen tildeles som altid tre point, og får ydermere lov til at synge i omklædningsrummet. Derudover har kampen indflydelse på fordelingen af de eftertragtede TV-penge, og sidst men ikke mindst har kampen i tilfælde af point betydning for moralen og stemningen i truppen.

Når det så er sagt, så får hverken BK Frem eller Dalum I.F. overført point fra kampen til forårets op- og nedrykningsslutspil. I værste fald så kan f.eks. BK Frem risikere at stå med seks point (for eventuelt to sejre over Dalummandskabet), som de ikke kan bruge til alverden. Det svarer godt og vel til (og her er vi lidt tilbage i billedsprogets visuelle verden), at en beklageligvis impotent mandsperson, bruger tid og kræfter på at score den engelske skuespillerinde Emilia Clarke. For efterfølgende kan han lørdag aften desværre ikke rigtig bruge den flotte scoring til så meget...

God kamp gutter!

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk