Menu

En sejrrig sommeraften på Stærehusvej

Casper Hansen
22. august 2015 kl. 13:08
2. DIV: Referat: Et brag af et lokalopgør fredag aften endte med en 2-0 sejr og tre point på kontoen til Dalummandskabet.

 

Næsby BK - Dalum I.F. 0-2 (0-0)

0-1 (78. min.): Morten Andersen

0-2 (91. min.): Mads Hansen

Tilskuere: 525

 

 

Tacklingerne sang i den klare og varme sommeraften på Stærehusvej, blidt og fløjlsblødt akkompagneret af en stille summen af flot teknik, stort talent, og en medlevende tilskuerskare. Det eneste der manglede var målene. Men tålmodighed er en dyd, der betaler sig, og alt godt kommer til den, der venter.

For med to mål inden for det sidste kvarter kunne Dalummandskabet fredag aften trække sig sejrigt ud af et yderst underholdende lokalopgør, spækket med intensitet og drama. Endnu engang blev sejren grundlagt på baggrund af en enestående kollektiv arbejdsindsats, hvor der over 94 minutter i den grad blev gået til stålet.

Værterne fra Næsby BK lagde hårdt fra land og dominerede de første 15-20 minutter af 1. halvleg. Et mønster, der i øvrigt blev gentaget i 2. halvleg. Med hurtige pasninger kom hjemmeholdet godt i dybden, og satte Dalumforsvaret på nogle alvorlige prøvelser i form af en række opslidende løbedueller.

I fraværet af målmand Nicklas Berg og anfører Frank Nielsen fik to nye chancen. Og specielt den til dagen fremtryllede målmandserstatning, Mads Packness, greb både chancen og bolden i et brag af en debut. Som en orange Pac-Man spiste Packness samtlige skud på mål fra det blåblusede hjemmehold. Især to-tre fantomredninger var kronen på værket i en kamp, der især vil blive husket for to fremragende målmandspræstationer, da også Rasmus Lund i Næsbymålet havde én af de helt store aftener i arenaen.

Ét af midlerne frem mod Næsbymålet var Anders Qvick, der på den ene kant afløste Frank Nielsen samtidigt med, at Christian Klingenberg Jessen som en rød Ferrari satte speed på den modsatte. Hr. Qvick og Hr. Schnell var en hurtig og giftig cocktail på kanterne, stærkt suppleret af det øvrige Dalummandskab.

Som 2. halvleg skred frem overtog Dalummandskabet ved hjælp af den store fysisk mere og mere kampen. Det gav pote efter 78 minutter, hvor bolden som kuglen i et flipperspil efter en omgang ping-pong havnede hos Morten Andersen, der kunne sende den det sidste stykke over stregen. 1-0 til rød.

Herefter iværksatte hjemmeholdet en helt naturlig sidste offensiv, hvor det igen brændte på i Dalummandskabets bagerste kæde, der dog holdt stand. Ligeså naturligt endte kampen med en kontra, hvor Mads Hansen i overtiden kunne afgøre kampen. 2-0 til rød. Et fremragende lokalopgør med to store hold- og målmandspræstationer endte således med sæsonens første sejr i Kanalsport Divisionen til Dalum I.F.   

 

 

Foto Robert Hierath: Mads Packness leverede en stor debut i Dalummålet.

Foto Robert Hierath: Kasper Dreyer var oppe mod sine tidligere holdkammerater fra Næsby BK.

Foto Robert Hierath: Mads Hansen i en af kampen mange tætte dueller.

Foto Robert Hierath: Morten "Lange" Christensen styrede igen Dalumforsvaret med kyndig hånd.

Foto Robert Hierath: Martin Mortensen presset af to Næsby BK-spillere.

Foto Robert Hierath: Morten Andersen og Lukas Harder. 

Foto Robert Hierath: En glad aften i Næsby. Morten Andersen har netop gjort det til 1-0.

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk