Menu

En stribet plet skal vaskes rød

Casper Hansen
04. april 2015 kl. 09:53
DS: Optakt: Årets påskemenu består af en god omgang lokalopgør på Dalum Stadion, idet Otterup B&IK lægger vejen forbi 2. påskedag. Kampen kan i sandhed omtales som fodboldklicheernes konge. En rigtig god, gammeldags sekspointskamp.

 

Dalum I.F. - Otterup B&IK

Danmarksserien, Pulje 2

Mandag d. 6. april 2015

Kl. 15.00 – Dalum Stadion

 

Så åbnes portene til forårets første fight hjemme på eget græs på Dalum Stadion. Mandagens modstander er ingen ringere end Otterup B&IK - hvilket trods kommunegrænsen - er ensbetydende med et vaskeægte lokalopgør. Den omvendte kamp tilbage i august sidste år endte med en snæver 1-0 sejr til Otterup B&IK. Måske ikke helt fortjent efter fordelingen af spil og chancer. Omvendt så er det målene der tæller hvilket Otterup B&IK flot udnyttede i overtiden.

Derfor er der lagt i ovnen til revanche. For Dalummandskabets vedkommende skal de virkelig velspillende takter fra premieren på Frederiksberg mod FA2000 gerne gentages. Her tænkes der udelukkende på denne kamps sidste 45 minutter, hvor Drengene fra Dalum kom buldrende som et tysk godstog uden bremse. Formen, fysikken og konditionen var det kul, der blev smidt på kedlen. Desværre manglede den sidste skarphed hvorfor man måtte tage til takke med et remis.

På den anden side lagde gæsterne fra det nordfynske ligeledes fra land med en pointdeling mod midtsjællandske Ringsted I.F. hjemme på Otterup Stadion. Dermed har begge hold endnu den første sejr til gode. Derfor må det formodes med det kommende lokalopgør in mente, at det fodboldmæssige påskelam bliver hakket til småkød og serveret ved langbordet på Dalum Stadion.

For en sejr og tre point vil være af stor betydning for begge hold. Det er tætheden i den øjeblikkelige stilling et vidnesbyrd om. Skulle Otterup B&IK trække sig ud af kampen med tre point vil holdet stadig befinde sig lige under nedrykningsstregen, men nu kun med en afstand på tre point til Dalummandskabet. Omvendt så kan det rødblusede hjemmehold med en sejr skabe et hul på ni point til den føromtalte nedrykningsstreg. Dermed kan det ikke undgås at klicheen om en sekspointskamp endnu en gang bliver trukket ind i manegen til en ekstra swingom.

Men for Dalummandskabet bliver kampen ikke alene et spørgsmål om tre point. Den kommer også til at handle om at få rettet op på den indbyrdes statistik de to hold imellem. For nederlaget i efteråret gjorde ondt. Ondt fordi man sad på kampen og havde flere store chancer der kunne have ændret kampens udfald. Og ondt fordi det betød at der stadig stod nul point på kontoen efter de to første kampe. Derfor skal en blå- og hvidstribet plet vaskes rød 2. påskedag.  

 

 

Kampsponsor: Dalum I.F. - Otterup B&IK

undefined

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk