Menu

Et sydfynsk besøg

Casper Hansen
04. september 2015 kl. 09:28
2. DIV: Optakt: Lørdagens kamp er mellem to mandskaber, hvis endelige placering allerede blev fastlagt af fodboldeksperterne, før den første kamp overhovedet blev spillet.

 

Dalum I.F. - FC Svendborg

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 5. september 2015

Kl. 14.00 – Dalum Stadion

 

 

På baggrund af sidste weekends nederlag til BK Frem, der i øvrigt både var ganske fortjent og et retfærdigt resultat, så vil vi lørdag opleve et Dalummandskab, der løber på banen sultne efter succes. For selvom sejren til BK Frem var fortjent, så var de rødblusede med hele vejen.

FC Svendborg fik derimod et enkelt point med fra opgøret mod BK Marienlyst, da kampen på Høje Bøje Stadion endte 1-1. Dette var til at leve med for Julian Johnssons tropper, da man ugen forinden netop var blevet kørt over i Valby Idrætspark af BK Frem med 4-0.

Trods det at Dalum I.F. og FC Svendborg (dengang Svendborg fB) har mødt hinanden otte gange i divisionsregi, så har disse kampe aldrig haft helt samme klang og betydning som møderne med B1909 og B1913. Vel og mærket set fra vores synsvinkel. Alt efter hvor stor en geografisk radius man mener et lokalopgør kan antage, så kan man godt kalde lørdagens kamp for et lokalopgør. For FC Svendborg er det geografisk set nok nærmere Tved BK, Marstal/Rise I.F. og i disse år også Oure FA, der kan betegnes som "ægte" lokalopgør.

Men uanset hvordan man end vender og drejer det, så er pointen, at vi i det sydvestlige Odense historisk set har andre "arvefjender" end FC Svendborg. Det mest ophidsende forhold mellem de to klubber er vel egentlig hvem, der har Danmarks smukkeste stadion. Er det Dalum Stadion eller Høje Bøje Stadion? Vi finder dog på fornem diplomatisk vis et hurtigt kompromis og siger, at begge stadions er smukke med hver deres charme.

FC Svendborg var i ugens løb ude i en pokalkamp mod Silkeborg I.F. fra Bet25 Ligaen (1. Division), der kunne tage hjem til det midtjyske med en komfortabel sejr på 3-0. Dermed sluttede denne sæsons Landspokalturnering for FC Svendborg. Dalummandskabet er for længst stået af selvsamme pokaltog. Det skete allerede tilbage i april måned hvor opgøret mod Oure FA betød farvel og tak. Fordelen var dog at man modsat B1909, ikke havde en midtugekamp op til oprykningskampen lørdag d. 13. juni.

Hvor meget eller hvor lidt kampen mod Silkeborg I.F. sidder i FC Svendborgspillernes ben, får vi måske et fingerpeg om jo længere kampen skrider frem. For helt uden betydning har en midtugekamp næppe. Omvendt så kan det også have den fordel, da vi stadig er tidlig på sæsonen, at et par rutiner er øvet og kommet endnu bedre ind under huden.

Summa summarum så er både Dalum I.F. og FC Svendborg blevet spået en endelig placering blandt de fire nederste i Kanalsport Divisionens Pulje 2. Men sådan behøver det ikke at gå, og begge klubber vil gøre alt for at det bliver anderledes. Derfor har kampen stor betydning for begge hold. Den nye struktur betyder nemlig alt andet lige, at nogle kampe har langt større betydning end andre. For det er nemlig fuldstændig ligegyldig om man slutter som nummer 1 eller 4 – så længe kampene mod holdene fra samme halvdel giver godt med point.

Derfor vil der lørdag eftermiddag løbe to hold ind på Dalum Stadion for at vinde vel vidende, at begge sagtens kan leve med uafgjort.    

 

 

Dagens kampsponsor:

 

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk