Et tæt og intenst lokalopgør
Dalum I.F. – BK Marienlyst 1-2 (0-1)
0-1 (5. min.): Mads Aasgård
0-2 (59. min.): Mark Kongstedt
1-2 (75. min.): Jakob Jack Mønster
Tilskuere: 393
Lokalopgøret mod BK Marienlyst var ventet med en stor spænding. Ikke mindst da muligheden for sejr var til stede på Dalum Stadion. For det ellers så stærke Marienlystmandskab har nemlig ikke helt været oppe i samme gear i denne sæson, som det har været tilfældet i de foregående sæsoner. Derfor var det i sig selv træls at tabe, men måde det skete på var ekstra træls.
Det var dog ikke ufortjent at BK Marienlyst trak sig sejrrigt ud af kampen. Men det hårdtarbejdende Dalummandskab havde bare fortjent en bedre skæbne i en kamp, der bød på en halvleg til hvert hold. Dalummandskabet var toneangivende i 2. halvleg, mens gæsterne sad på en 1. halvleg, der hvis ret skal være ret nok skulle have udløst en scoring eller to mere til BK Marienlyst.
For Dalummandskabet havde svært ved at tøjle gæsternes offensive folk. Flere gange så det lidt for let ud for BK Marienlyst at komme igennem til kvalificerede afslutninger. Herunder i forbindelse med føringsmålet. En ellers ikke videre farlig bold fik fra venstre til højre side af feltet uhindret lov til at tøffe forbi fire Dalumspillere, inden Mads Aasgård helt umarkeret kunne hjælpe den over stregen. Lignende situationer skabte gæsterne yderligere tre-fire stykker af, men har kun sig selv at takke for at føringen var den mindst mulige at gå til pause med.
Efter pausen var der anderledes bid og stålsat vilje i Dalummandskabet, der skal have stor ros for tilgangen til de sidste 45 minutter. Trods det at BK Marienlyst er et af de få hold, der i det store hele er Dalummandskabet fysisk overlegne, så gik man rent faktisk ind og fik trykket de fysisk stærke Marienlystspillere endnu længere tilbage på banen. En overraskende tilgang, der var tæt på at give point. Det gjorde at 2. halvleg til tider mere lignede 12. omgang af en boksekamp i supersværvægt. Men en Dalumscoring lå længe i luften.
Desværre gik det lige modsat. Et frispark til gæsterne blev eksekveret af Mark Kongstedt, og smuttede surt under Mads Packness, der dog har vist sig at være en rigtig stor gevinst i Dalummålet. Et kvarter senere kunne Jakob Jack Mønster dog reducere hvilket betød, at Dalummandskabet iværksatte en sidste offensiv. Et intenst lokalopgør endte dog med at BK Marienlyst i sidste ende fik afværget, og derfor kunne hive en sejr med hjem til det nordlige Odense.
Foto Robert Hierath: Anfører Frank Nielsen redder her et nærgående skud på mål.
Foto Robert Hierath: Dalummandskabet havde dog også deres muligheder. Bl.a. flere nærgående skud på mål af Edivaldo Valentim.
Foto Robert Hierath: Morten Christensen var kilde til evig uro i Marienlystforsvaret i forbindelse med standardsituationer.
Foto Robert Hierath: Lokalopgøret var en lang nærkamp. Her Benjamin Strøger Tempelaars.
Foto Robert Hierath: Morten Andersen var igen den kreative kraft på Dalummandskabets midtbane.
Foto Robert Hierath: Man kan ikke andet end at føle med Dalummålmand Mads Packness i denne situation i forbindelse med 2-0 målet.
Foto Robert Hierath: Efter indskiftningen satte en velspillende Anders Qvick tempo på Dalummidtbanens højre side.