Menu

FA 2000 gæster Dalum IF lørdag.

image Valdemar Astrup snyder en Middelfartspiller i lokalopgøret sidste fredag (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
02. september 2022 kl. 15:15

Dalum IFs 3. divisionshold spiller på lørdag den 3. september kl. 13.00 hjemme på Dalum Stadion mod FA 2000 – Frederiksberg Alliancen 2000.

Lørdagens gæster fra det Københavnske spillede i sidste sæson i 2. division, men måtte desværre sammen med Middelfart rykke ned i 3. division. Her har holdet dog fået en meget fornuftigt start på sæsonen, dog blev det indledningsvis et nederlag mod stærke Middelfart, derefter er det blevet til tre sejrer i træk til FA 2000, så det er en formstærk modstander der kommer til Dalum lørdag.

På FA 2000s hold er der et par spillere som tidligere har gjort det godt i Dalum IF. Midtbanekrigeren Lasse Seistrup Clausen som spillede for Dalum IF indtil sommerpausen inden turen gik til København og FA 2000. Ikke så kendt som seniorspiller, men alligevel er der mange der vil nikke genkendende til nævnte Oliver Tolbøll Rimmen. Oliver spillede indtil 15 års alderen i Dalum IF, hvor han skiftede til FC Nordsjællands talent arkademi og gjorde det godt på U-Ligaholdene i FCN, men den svære overgang til senior på øverste hylde var ikke let for Rimmen, som først blev udlejet til Helsingør og i foråret til FA 2000, hvor han nu spiller på en permanent aftale. Det bliver spændende at se ovennævnte to spillere.

Dalum IFs unge mandskab skal forsøge at følge op på den flotte indsats sidste i fredag i Middelfart, som var sæsonens absolut bedste for det nykonstruerede Dalum hold. Det var en forbilledlig fighter indsats af alle mand, samt en yderst disciplineret og klog indsats, hvor holdet virkelig fik lukket ned for Middelfarts ellers meget farlige offensiv. Kan holdet stå ligeså godt i lørdagens hjemmekamp mod FA 2000 lover det godt, så skal spillerne bare bygge lidt på i offensiven, så ligger der også point og venter på drengene.

Dalum IF kan lørdag, som beskrevet tidligere, præsentere en ny spiller i den 22 årige islænding Atli Geir Gunnarsson, som er en dygtig defensiv midtbanespiller, som også kan spille i midterforsvaret. Derudover sad Frederik Kjær Hansen over i Middelfart med en skade, så med begge på holdkortet lørdag vil det give Dalum holdet flere kort at spille ud mod de normalt teknisk velspillende gæster fra FA 2000.

Vi håber på stor opbakning til kampen lørdag, hvor Dalum holdet forhåbentlig vil fortsætte den positive udvikling og få sæsonens første point. Vel mødt på Dalum Stadion på lørdag kl. 13.00.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk