Menu

Fandt ikke fodfæste i Krogsbølle

image Mikkel "Rumle" Hedelund kommer lige et splitsekund for sent på bolden i kampen mod KRFK (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
19. oktober 2025 kl. 19:56

GF Fyn Serien

Fandt ikke fodfæste i Krogsbølle

KRFK – Dalum IF 2-0
(1-0)

1-0 (38. min.) Thomas Dinesen
2-0 (86. min.) Mathias Hansen

Dalum Ifs unge GF Fyn Seriemandskab fandt aldrig for alvor fodfæste søndag formiddag i Krogsbølle, hvor hjemmeholdet fortjent vandt med 2-0 i en jævnbyrdig kamp. I de afgørende momenter havde Krogsbølle/Roerslev dog lige den anelse mere skarphed end Dalum IF og dermed blev de tre points på Nordfyn.

Generelt kan det sammenfattes at Dalum IF-spillerne manglede både kilo og den spillemæssige klasse, som holdet ellers ofte har vist her i efteråret. Derfor lykkedes det flot det mere rutinerede hjemmehold, at få kampen over på KRFKs præmisser, måske også hjulpet af en glat og efterårsblød grønsvær.

Dalum IF indledte ellers opgøret meget på bolden og man kunne håbe på en tidlig scoring som i den seneste udekamp mod Fjordager for to uger siden, desværre for Dalum var første halvleg meget chancefattig for holdet. KRFK så i de fleste aktioner ud til at stå komfortabelt i defensiven, mens Dalum spillerne sloges med at blive rigtigt farlige.

Omkring midtvejs begyndte man at frygte, at det ville blive en meget svær kamp for Dalum. Hjemmeholdet virkede specielt på omstillingerne farlige og kom frem til spredte chancer, samtidig med Dalum ofte blev hængende i den sidste dribling eller den afgørende aflevering ikke sad 100 procent i skabet. Som tiden gik kunne det godt ligne en første halvleg uden scoring, men med godt fem minutter til pausen var Dalum forsvaret ikke påpasseligt nok i feltet. Dette førte til en lidt satset takling, som muliggjorde det straffespark, som kampens dommer Ulrik Nam Knudsen fløjtede. KRFKs topscorer Thomas Dinesen scorede på forsøget fra de elleve meter om end Dalum IF-keeper Gustav Mikkelsen var meget tæt på at redde. Dermed kunne hjemmeholdet gå til pausen et mål oppe.

Anden halvleg blev lidt af samme skuffe. Dalum havde svært ved at spille sig til åbne chancer og efterhånden fornemmede man, at der skulle en enkeltmands genialitet til at få scoret, selvom det nok ikke er løsningen på den lange bane. Alternativt et af de farlige hjørnespark fra specielt venstre side, som hjemmeholdet havde en del besvær med at håndtere.

Det må derfor ærligt konstateres, at hjemmeholdet havde flere farlige forsøg, heraf to på stængerne, ligesom Gustav Mikkelsen i Dalum målet tog godt fra. Det var nok derfor kampens logik, at KRFK med fem minutter igen kom foran 2-0 på en omstilling og så var den ”potte ude”.

Dalum IF må lære af søndag formiddags begivenheder og så ellers komme hurtigt videre og få en god kommende træningsuge inden efterårets sidste kamp hjemme i Rema 1000 Park Dalum på lørdag kl. 12.00 mod Fk. Utopia.



Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk