Fin kamp med ærgerlig afslutning
Dalum I.F. – Nykøbing FC 1-1 (1-0)
1-0 (30. min.): Frank Nielsen
1-1 (88. min.): Nicky Bertelsen
Tilskuere: 207
Dalum IF’s divisionsspillere skulle denne lørdag eftermiddag forsøge at følge op på sidste weekends flot afviklede kamp og 2-0 sejren på Østerbro Stadion mod B 93. Der var derfor håb om at efterårets første hjemmesejr kunne komme i hjemmekampen mod Nykøbing FC. Det skulle også vise sig at blive uhyre tæt på mod det stærke og økonomisk velfunderede Nykøbing FC mandskab. Kun en millimeter skarp vurdering fra kampens dommertrio betød, at det lykkedes Nykøbing FC at udligne da sekundviseren netop skulle ud på sin næstsidste omgang.
I kampens indledning var der dog intet som tydede på at Dalum IF skulle få point, da det fysisk stærke Nykøbing FC lagde ud med et godt tryk på hjemmeholdet. Helt farlige blev gæsterne dog aldrig i kampens indledning. Efter 20 minutters spil havde hjemmeholdets Anis Cengic dog et fremragende langskud, som NFC’s keeper Rasmus Kurek måtte strække sig optimalt efter, for at få projektilet bugseret over tværribben.
Det var til gengæld indledningen på en stærk periode for hjemmeholdet, som i kampens midterste time gjorde det fremragende såvel defensivt som offensivt. Eneste manko var at det kun blev til en enkelt scoring, som anfører Frank Nielsen fik sat i kassen med lidt hjælp fra en Nykøbing forsvarer. Specielt lige efter sidebyttet sværmede Dalum IF spillerne om Nykøbing målet. 5 -6 pæne målchancer til Dalum IF gav desværre ikke jackpot, så hjemmeholdet fik aldrig lukket kampen helt ned.
Det at Dalum IF ikke fik dræbt kampen helt, blev til sidst kostbart for et hjemmehold, som dog alt i alt kan være fint tilfreds med indsatsen, selvom kampen ikke kastede 3 points af sig. Gæsterne fra Nykøbing FC lagde i kampens sidste kvarter et stort tryk på Dalum drengene, som sloges med alt hvad de kunne. Dalum IF forsvaret stod dog fortsat kompakt, om end gæsterne i et par situationer kom flot over kanterne og fik udfordret hjemmeholdet optimalt. De gange hvor forsvaret så måtte kapitulere tog en stærkt spillende hjemmekeeper Mads Packness sig af forsøgene.
Galt gik det da også i kampens 88. minut, hvor gæsterne fik udlignet i det der blev kampens dramatiske højdepunkt. Dalum IF lejren mente at have en sag i, at keeper Packness blev fikseret af en offside stående angriber midt for Dalummålet. Kampens dommertrio havde dog havde dog et andet syn på sagen, da de så spilleren onside, dermed blev gæsternes Nicky Bertelsen bogført for den sene udligning til 1-1. Efterfølgende fik en ellers suveræn spillende Morten Lange Christensen brokket sig til et gult kort, og da han efterfølgende fik lavet et frispark, som kampens dommer Brian Jessen takserede til endnu et gult kort. Dermed var det ud af vagten for Lange og dermed karantæne i returopgøret i Nykøbing den kommende søndag.
Næste weekend må Dalumdrengene age en tur til Nykøbing, hvor der venter endnu en hård kamp i den tætte pulje 2 i Kanal sport Divisionen, hvor niveauet syntes at være ganske pænt højt. Jævnbyrdigheden er i hvert fald utrolig stor i en pulje, hvor alle point vil komme til at tælle og kan blive afgørende for hvilken række holdene skal spille i til efteråret. Set i det lys kan netop det enlige point i lørdagens hjemmekamp mod NFC måske blive afgørende. Ærgerligt var det dog at måtte indkassere den sene udligning, men en sejr i returkampen næste søndag vil med garanti viske denne ærgrelse bort.
Foto: Robert Hier af mange hårde nærkampe
Foto: Robert Hierath: Anis Cengic tester gæsternes keeper
Foto: Robert Hietrath: Mads Hansen på vej frem
Foto:Robert Hierath: Endnu en hård hvedstødsduel