Flot scoring sikrer point mod tophold

- uDivisions Grundspil pulje 1
Flot scoring sikrer point mod tophold
Dalum IF – Kolding IF 1-1 (0-1)
0-1 (41. min.) Jakob Eriksen
1-1 (81. min.) Julius Fechtenburg
Tilskuere: 257
Dalum IFs 2. divisionshold sikrede sig lørdag eftermiddag et rigtigt godt point, da holdet hjemme i Lars R. Jacobsen Park spillede uafgjort 1-1 mod topholdet fra Kolding IF. Unge Julius Fechtenburg scorede til 1-1 på et drømmehug godt 10 minutter før tid.
Efter to kampe under normalt niveau mod Aarhus Fremad og især sidste weekend i lokalopgøret mod Tarup Paarup havde Dalum IF mandskabet virkeligt noget at skulle bevise i lørdagens hjemmekamp mod topholdet Kolding IF, som kom ubesejret til Dalum og som faktisk havde vundet de seneste seks kampe i træk. Det var derfor ikke de bedste odds for at Dalum kunne score point i denne kamp, men blot som minimum et håb op om at Dalum kunne hæve niveauet. Publikum fik dog begge dele, både et point og en mærkbar hævelse af niveauet, så dagens Dalum præstation var i den grad bestået.
I forhold til sidste weekends kamp mod TPI var Rasmus Schmidt i karantæne og midtbanedynamoen Alexander Nicolajsen var blevet skadet i torsdagens afsluttende træning, så de var i start opstillingen blevet erstattet af Rene Hansen og August Nielsen. Samtidig afløste Sebastian Lodahl denne lørdag Jonas Eigaard i startopstillingen, hvor til gengæld Martin Høgstad var rykket tilbage til højre forsvarer, hvilket Høgstad løste ganske flot.
Begge mandskaber indledte kampen ganske forsigtigt og skulle lige finde sig tilrette på den efterhånden ret tunge efterårs grønsvær, der dog stadig fremstår i en meget flot stand årstiden taget i betragtning. Det meste af spillet foregik på banens midte og sjældent måtte de to keepere i aktion, dog frygtede man at Kolding IFs mere fysiske styrke ville føre til chancer primært efter dødbolde, men hjemmeholdets forsvar matchede flot Kolding IFs indlæg inden det blev rigtigt farligt.
Publikum var vel ved at affinde sig med 0-0 ved pausen, da det gik galt for hjemmeholdet og det var netop et lidt for langt Kolding indlæg, som egentligt var ret ufarligt, men desværre fik Dalum forsvaret clearet indlægget lige ud i feltet, hvor Kolding IFs Jakob Eriksen sikkert sparkede bolden fladt i det lange hjørne uden chance for Rasmus Lund i Dalum kassen. I de følgende minutter var Dalum lidt rystede men der skete ikke yderligere skade i første halvleg, som Kolding IF alt i alt fortjent vandt 1-0.
2. halvleg blev indledningsvis en gentagelse af de første 45 minutter om end Dalum IF efterhånden overtog styringen af kampen, dog uden at den helt klare og store målchance kom. Specielt stod højre siden meget stærkt i 2. halvleg, hvor både Martin Høgstad og specielt Julius Fechtenburg fik vist nogle lækre detaljer og fik dermed overhånd i forhold til Kolding IF forsvaret. Det var da også Julius der stod for dagens detalje, da han godt 10 minutter før tid fik fat i en anden bold, tog et par træk skråt tilbage i banen, hvorefter han fra kanten af feltet sparkede bolden helt op i det fjerneste målhjørne – sikkert et godt bud på årets mål i Lars R. Jacobsen Park og måske endda i denne sæsons 2. division.
I de sidste godt 10 minutter var Dalum IF mest fokuseret på at undgå en sen scoring imod sig, som det akkurat skete i den omvendte kamp i Kolding. Selvfølgelig lurede hjemmeholdet også på en omstilling til at blive farlige på, men det var dog et par hjørnespark hvor gæsterne var lige tæt nok på at score sejrsmålet, men Dalum spillerne havde i det store og hele godt styr på situationen og fik retfærdigvis 1-1 med ind i kabinen.
Det var dejligt at se et Dalum IF hold med en helt anden attitude end i sidste weekends kamp mod TPI og hvor fejlene var reduceret ganske mærkbart. Der var mange gode Dalum IF præstationer denne lørdag eftermiddag, men dog vil jeg fremhæve en meget stærkt spillende midtstopper Jacob Mikkelsen, der fuldstændig havde styr på gæsternes topscorer Rune Nautrup. Derudover fordelte de to tilbagekomne midtbanespillere Rene Hansen og August Nielsen boldene fornuftigt og så kan man ikke komme udenom at nævne Julius Fechtenburg ikke kun på grund af det flotte mål, men specielt i anden halvleg fik han kørt godt rundt med Koldingspillerne.
Alt i alt blev det til en opmuntrende lørdag eftermiddag for Dalum IF, som syntes tilbage på sporet efter en god kamp mod det stærke Kolding IF mandskab, hvor det egentligt var ganske retfærdigt med det uafgjorte 1-1 resultat. I næste weekend venter der en yderst vigtig kamp for Dalum IFs 2. divisionshold mod Kjellerup IF, som igen afvikles på hjemmebane og naturligvis med kampstart lørdag kl. 14.00, hvilket samtidig er 2018s sidste hjemmekamp for Dalum IF..