Fodboldens ABC i AB Tårnby
AB Tårnby – Dalum I.F. 0-3 (0-2)
0-1 (29. min.): Morten Christensen
0-2 (31. min.): Martin Riis Mortensen
0-3 (91. min.): Christian Klingenberg Jessen
Tilskuere: 127
Den længe ventede forårspremiere mod AB Tårnby gik over al forventning. Som udgangspunkt var lørdagens opgør en kamp, som mange gerne ville have solgt for et uafgjort resultat. Men et yderst velorganiseret Dalummandskab kendte deres besøgstid på Tårnby Stadion. To mål på to minutter afgjorde reelt kampen i 1. halvleg. Det var klogt og kløgtigt.
Kampen første ti minutter startede lidt nervøst for begge holds vedkommende. Men efter at premierenerverne var overvundet tog Dalummandskabet over. Et højt pres og et massivt overtag i vundne 2. bolde gjorde forskellen. Derfor kunne Dalum I.F.’s grand old man Morten Christensen åbne ballet med et brag af et hovedstødsmål. På dette tidspunkt havde stadionuret rundet en lille halv times spil.
Men det skulle blive endnu bedre to minutter senere. Krigeren af Guds nåde Martin Riis Mortensen (der i øvrigt blev dagens Dalumspiller), stod pludseligt placeret på det rette sted på det helt rigtige tidspunkt. En afslutning udefra tog turen i en blød bue på overliggeren, og dumpede nærmest ned i favnen på Mortensen, der med et kontrolleret hovedstød overlistede AB Tårnby målmand Rasmus Pryts. Dermed kunne Dalummandskabet gå til pause med en fuldt fortjent 2-0 føring, selv efter tre hektiske hjørnespark til hjemmeholdet i halvlegens døende minutter.
At komme godt ud til 2. halvleg, bevare momentum og undgå at få en tidlig scoring imod sig, var cheftræner Kristoffer Johannsens klare budskab i pausen. Og det lykkedes til fulde. Nok kom AB Tårnby bedre ud til 2. halvleg, men et arbejdsomt Dalummandskab tog hurtigt brodden af værterne.
Et af kampens store højdepunkter var en tredobbelt redning af debuterende målmand Rasmus Lund. Herefter sivede luften lidt ud af hjemmeholdets ballon. Et stærkt fightende Dalummandskab kæmpede hårdt om hver eneste bold, som til AB Tårnbys store fortrydelse disciplineret blev holdt i egne rækker.
Herefter gik det som det så ofte går. Et hurtigt angreb efter fodboldens ABC blev kynisk og resolut eksekveret af en velspillende Christian Klingenberg Jessen. 3-0 til Dalum I.F. og game over i Tårnby.
Træerne gror selvfølgelig ikke ind i himlen. Men med de takter, der blev orkestreret af dirigent Kristoffer Johannsens sortblusede Albani-ensemble, så kan det blive indledningen på en særdeles velkomponeret forårssymfoni. I første omgang skal armene dog ned langs siden, så der kan rettes fuldt fokus mod den næste svære opgave i Odder 2. Påskedag.
Foto Robert Hierath: To af lørdagen helte. Martin Riis Mortensen og Morten Christensen.
Foto Robert Hierath: Morten Christensen har bragt Dalummandskabet på sejrskurs.
Foto Robert Hierath: Martin Riis Mortensen header bolden ind bag AB Tårnbys målmand Rasmus Pryts.
Foto Robert Hierath: Debuterende Dalummålmand Rasmus Lund stod en stor kamp.
Foto Robert Hierath: En anden af dagens debutanter var Casper Borgaard, der som det øvrige Dalummandskab spillede en stor kamp.
Robert Hierath: Jakob Eigaard sled og slæbte som altid kampen igennem.
Foto Robert Hierath: AB Tårnby forsøgte at presse Dalummandskabet længere tilbage på banen. Men sejren var der aldrig tvivl om.
Foto Robert Hierath: En tredje debutant var af egen avl. Her kommer 17-årige Mathias Schilling på banen foran AB Tårnby-boksen. Selvom det kun var kort tid, så efterlod han et positivt indtryk.
Foto Robert Hierath: Op til flere par hårdt prøvede Dalumben kunne fremvises efter den fysisk krævende forårspremiere mod AB Tårnby.