Menu

Første hjemmekamp spilles mod Hvidovre IF

image Fra Thisted - Dalum IF
Martin Munck, sportschef
24. marts 2017 kl. 17:02

 

Dalum IF spiller lørdag den 25. marts kl. 14.00 årets første hjemmekamp i oprykningsspillet og modstanderen er Hvidovre IF. Kampen spilles på vores nye kunstgræsbane, TOTALBANEN, da Odense Kommune desværre endnu ikke har åbnet Dalum Stadion til fodboldspil, det bliver den desværre først den 1. april. Vi har dog trænet på TOTALBANEN gennem hele opstarten, så det er en bane spillerne er vant til. Samtidig har vi spillet 4 træningskampe på den, med 4 sejre til følge, så den statistik håber vi at fortsætte i dagens kamp.

Efter en lang og hård opstart, var det dejligt endelig at spille om points igen i søndags i Thisted. Vi havde valgt at tage afsted allerede lørdag, for at give spillerne den bedst mulige optakt til kampen, som samtidig var mod en af rækkens helt store favoritter. Det resulterede i en 1-1 og dermed et enkelt point. Efter spil og chancer, vil Thisted FC nok mene, at de skulle have haft alle 3 points. Men jeg vil gerne rose spillerne og trænerteamet for en fantastisk arbejdsindsats, og tro på tingene i samtlige 94 minutter, og det gav pote i det 93. minut hvor Jack Nielsen, fra 20 meter klasker en nedfaldsbold helt op i hjørnet med det åbenbart knap så kolde venstreben. Og jeg er ikke bange for at melde allerede nu, at årets mål på Sparekassen Thy Arena i Thisted dermed allerede er scoret.

Der var i Thisted debut til, Martin Høgstad, Kasper Johansen , Kenneth Andersen og ikke mindst Anders Staldgaard. Sidstnævnte blev helt fortjent stemt ind som kampens spiller, tillykke med debuten til alle 4. Søndagens resultat, betød at turen hjem fra Thisted var knap så lang som normalt, og samtidig dejligt at komme på tavlen allerede i den første kamp.

Dagens modstander fra Hvidovre IF, lagde ligeledes fra land med et enkelt point, efter et for mig lidt overraskende 0-0 resultat hjemme mod Århus Fremad. Jeg har selv set Hvidovre en enkelt gang her i opstarten, en træningskamp, hvor de vandt 2-0 ude i Marienlyst. I den kamp var Hvidovre klart det bedst hold over samtlige 90 minutter. Der venter os uden tvivl en svær kamp i dag, hvor vi møder en modstander som rigtig gerne vil spille fodbold, og som helt sikkert kommer efter de 3 points. Men er Dalum IF klar til at arbejde ligeså hårdt som i søndags, og samtidig finder det gode spil frem fra vores træningskampe, så tror jeg der ligger 3 point og venter på os.

Jeg håber at rigtig mange vil komme og bakke vore spillere op lørdag på TOTALBANEN.

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk