Første point til Dalum IF

- Division Grundspil pulje 1
Første point til Dalum IF
Dalum IF - Vejgaard Boldspilsklub 1-1 (1-0)
1-0 (44. min) Patrick Naundrup
1-1 (89. min) Niklas Winberg
Tilskuere: 344
Dalum IFs 2. Divisionshold tjente lørdag eftermiddag årets første point men forlod alligevel Lars R. Jacobsen Park med bøjede hoveder. Det skyldtes naturligvis Vejgaards sene udlignings mål til slutresultatet 1-1, som først faldt 90 sekunder før den ordinære spilletids udløb. Alt i alt må det dog siges at pointdelingen var ganske fortjent.
Det var med håb om årets første sejr til Dalum IF bød på gratis entre til alle denne råkolde lørdag eftermiddag, ligesom nogle pænt potente biler blev fremvist for det relativt beskedne publikumstal. For at blive i automobil genren var Dalum IF pænt i gear i første halvleg, men det må konstateres at Dalum holdet hakkede noget i gearene efter pausen.
Dalum IF kom godt fra start i den første kamp i år i Lars R. Jacobsen Park og var næsten konstant i boldbesiddelse, mod et Vejgaard mandskab som kun var sjældne gæster på Dalums banehalvdel. Midteraksen med Rene Hansen og anfører Rasmus Schmidt satte sig godt igennem både med og uden bold, men den helt store og klare målchance var længe om at komme.
Den kom dog så alligevel med 5 minutter til pausen, da der blev slået en flot aflevering ind i Vejgaard feltet fra højre siden. Rasmus Schmidt steg flot til vejrs og headede bolden mod mål, Vejgaards keeper sprællede forgæves, men til stort uheld for Dalum prellede bolden af på undersiden af overliggeren og sprang i spil igen, så det var stadig som ved udgangspunktet 0-0.
Minuttet efter var det så gæsternes tur til at ramme opstanderen. På en omstilling blev bolden flot slået ind i feltet mellem Rasmus Lund og Dalum forsvaret, men afslutningen sad heldigvis på ydersiden af stolpen i Dalum målet. Meget tydede derfor på en første halvleg uden scoringer. Det skete så alligevel ikke da Dalum angriberen Philip Stoustrup blev nedlagt ureglementeret i feltet med 2 minutter igen til pausen og dermed et klokkeklart straffespark til hjemmeholdet. Rutinerede Patrick Naundrup var sikkerheden selv fra de elleve meter og dermed var Dalum IF for første gang i front i år.
Straks fra start i anden halvleg blev Dalum trykket godt tilbage og i et par situationer måtte holdet love godt for 100 kamps jubilaren Rasmus Lund, der med et par flotte redninger var stærkt medvirkende til at Dalum gik ind i kampens slutfase i front med 1-0. Dalum kæmpede forbilledligt defensivt for at bevare føringen, men alt i alt var holdet for passivt med bolden og trykket blev til tider ret stort mod Dalum defensiven.
Det så dog alligevel ud til at blive til tre points til Dalum, som efterhånden kunne se slutningen på kampen og den længe ventede sejr. På en ganske lovende Dalum omstilling blev bolden desværre mistet for let og holdet blev bragt i ubalance, hvilket Vejgaard ganske rutineret udnyttede ved at score fladt fra kanten af feltet. Igen var keeper Lund tæt på at parere flot, men han manglede lige den sidste centimeter for at kunne forhindre scoringen til kampens slutresultat 1-1.
Dalum IF kan vælge at anskue kampens resultat negativt, eller tage årets første point som et skridt i den rigtige retning. Holdet og staben omkring holdet vil nok gøre sig en tjeneste at vælge den sidste udlægning, men samtidig er det også nødvendigt at udvise en større kynisme fremadrettet. Det behøves ikke altid at være kønt og flot, så det der ikke kan spilles hjem, det kan måske knokles hjem. Pointene er de samme og i et spil om nedrykning er det kun point til tabellen der tæller og intet andet. Vi er på vej i den rigtige retning så alle mand frem med brystet, så kommer resultaterne også.....