Foråret er på vej
Dalum I.F. – Marstal/Rise I.F. (DS) 2-1 (0-0)
Træningskamp
1-0 (55. min): Jakob Eigaard
2-0 (70. min): Jakob Eigaard
2-1 (80. min): Marstal/Rise I.F.
Helt som forventet blev træningskampen mod Marstal/Rise I.F. en duel på fysikken. For der blev i den grad gået til stålet. Tacklingerne sang som en stor sopran i både første og andet akt, mens de intense nærkampe fungerede som bragende underlægningsmusik på kunststofscenen på Windelsvej.
Det hårde spil holdt sig dog inden for rammerne af dommerlovens regulativer. Man kunne mærke at sæsonstarten er lige på trapperne samtidig med, at resultatet af den fysiske og konditionelle træning opnået gennem en lang, mørk vinter, nu gror i fuldt flor som vintergækker under busk og i bed.
Midlet til at nå målet – at åbne gæsternes solide defensiv – gik gennem hurtigt spil. Det holdt dog lidt hårdt i 1. halvleg. Dalummandskabet ville gerne frem over banen i et hastigt ridt, mens Marstal/Rise I.F. klogt forsøgte at trække tempoet i modsatte retning. Af de to strategier sejrede ærøboernes i 1. halvleg, hvor Dalummandskabet havde svære vilkår og fra tid til anden lod sig lulle lidt i søvn.
Med sig ind til 2. halvleg kunne Dalummandskabet trods alt tage flere positive elementer. Ikke mindst at de sidste 45 minutter skulle foregår på egne præmisser. Tog man hånd om taktskokken og tryllestaven (læs: initiativet), så havde Marstal/Rise I.F. svært ved at være med. Den taktik fik man pæn succes med i 2. halvleg.
Kongekobraen Jakob Eigaard slog med to eminente hug sejren fast. Dalummandskabet kunne endda med en lidt større træfsikkerhed have scoret to-tre gange yderligere. Men i stedet kunne gæsterne pynte på resultatet til 2-1 med små ti minutter igen.
Summa summarum så er der selvfølgelig plads til forbedringer og justeringer her og der, men samlet set er synet på Dalummandskabets øjeblikkelige spil en klar indikator på at foråret er på vej. Vi glæder os!
Foto: Robert Hierath: Nytilgangen Lukas Harder var meget aktiv.
Foto: Robert Hierath: Den dobbelte målscorer Jakob Eigaard runder en Marstal spiller.
Foto: Robert Hierath: Benjamin Tempelaaars kontrollerer bolden under pres.
Foto: Robert Hierath: Så har Dalum I.F. scoret.
Foto: Robert Hierath: Sebastian Dyhr en ung spiller på vej frem.