Forstærkning til Dalum IF
Umar Beriev er tilbage i Dalum IF. Her med teamchef for GF Fynserieholdet Jens Lolch (Foto: Robert Hierath)
Dalum IF er meget glade for at kunne orientere om, at Umar Beriev er tilbage i Dalum IF, hvor han har tilbragt en stor del af sin ungdomstid samt de første senior år.
Den 26 årige Umar Beriev er en alsidig fodboldspiller som kan dække flere positioner, men hovedsageligt har han spillet på kanten. Umar har senest spillet for Marienlyst i Danmarksserien og før dette tørnede han ud for ”De Blå” på Campusvej. Der er ingen tvivl om den 26 årige Umar Beriev er en klar forstærkning for Dalum IFs GF Fynsseriehold, både med hans spillemæssige kvaliteter og ikke mindst på grund af hans store rutine.
Umar Beriev udtaler i forbindelse med hans første træning i Dalum IF:
Dalum IF har været en stor del af min fodboldopvækst, og det er en klub, hvor jeg har haft nogle af mine bedste oplevelser som spiller. Derfor har klubben altid haft en særlig plads hos mig. Jeg havde for nylig en rigtig god snak med Jens Lolch og Nicolai Christensen, og den samtale bekræftede mig i, at savnet og kærligheden til Dalum IF stadig er der.
Jeg stoppede med at spille i november sidste år, primært fordi jeg havde travlt med at færdiggøre min bachelor og samtidig passe mit arbejde. Nu hvor jeg er færdiguddannet og er startet i fuldtidsarbejde, har jeg fået mere struktur og luft i hverdagen, hvilket gør det muligt for mig igen at prioritere fodbolden og være en del af et miljø, jeg holder meget af.
Umar fortsætter:
Mine egne forventninger er først og fremmest at kunne bidrage så meget som muligt med de kvaliteter og erfaringer, jeg kommer med, og være med til at løfte holdet. Dalum IF er efter min mening en klub, der hører til på et højere niveau, og ambitionen må være at få klubben tilbage i Danmarksserien. Med de kvaliteter, der findes i og omkring Dalum IF, mener jeg ikke, at GF Fynsserien er det niveau, klubben bør ligge på.
Samtidig forventer jeg af Dalum IF, at det er et sted, hvor man føler sig hjemme og tilpas i hverdagen. For mig betyder miljøet og sammenholdet meget, men det er også vigtigt, at der er et højt niveau både til træning og kamp.
Dalum Ifs cheftræner Nicolai Christensen udtaler:
Umar Beriev er en spændende og primært en alsidig kantspiller, som bringer masser af offensiv kvalitet til holdet. Med sit stærke venstreben er han en konstant trussel for modstanderne – både når han udfordrer og når han afslutter. Vi glæder os til at se ham sætte sit præg på primært den offensive del af spillet.
Vort hold er som bekendt meget ungt, så Umar kan derudover bidrage med hans store rutine fra flere hundrede seniorkampen, hvor han med hans personlighed både på og udenfor banen bliver en vigtig del af truppen.
Umar Beriev kan opleves allerede på lørdag kl. 12.00, hvor Dalum Ifs GF Fynsseriehold tager i mod topholdet i Jyllandsserien Fredericia FF. Kampen afvikles i Sparekassen Danmark Arena ved Tingløkkeskolen.