Godt point i Fremad

Godt point i Fremad
- Division, Grundspillet pulje 2
Aarhus Fremad – Dalum IF 1-1 (0-1)
0-1 (20.min.) Martin Høgstad
1-1 (58. min.) Christian Bech
Tilskuere: 368
Dalum IFs 2. divisionshold tjente et godt og flot point i lørdagens udekamp mod Aarhus Fremad, som ganske passende endte uafgjort 1-1 efter at Dalum IF havde ført med 1-0 ved pausen. Generelt kan det konkluderes at Dalum IF sad på det meste før pausen, men at Fremad lagde stort pres efter pausen, specielt i anden halvlegs første halvdel.
Succeskriteriet for Dalum IF var på forhånd at få point med hjem fra Riisvangen Stadion i Aarhus og det lykkedes heldigvis. Et ganske godt resultat for det unge Dalum hold som endda måtte undvære den normale midterforsvarer Jacob Mikkelsen som sad udenfor med en spilledags karantæne samt Rene Hansen af private årsager, men den tilbageblevne defensiv gjorde det godt og fik oftest afvist hjemmeholdets offensiv og specielt fysiske pres.
I kampens allerførste minutter var det med hjemmeholdet rigtig meget i boldbesiddelse, Dalum spillerne skulle tilsyneladende lige på plads og prøve græsset, men hurtigt fandt de rødblusede ind i en fin rytme. Defensivt stod holdet flot og offensivt kom holdet til en pæn håndfuld kvalificerede afslutninger. Den første kom efter syv minutter, hvor en kontra endte hos Frederik Humlegaard, som tvang hjemmeholdets målmand Elias Olafsson ud i en redning, men han måtte give en ripost som Mads Raben kom en brøkdel af et sekund for sent til bolden for at kunne putte den i kassen.
Efterfølgende havde Mads Raben også et kvalificeret hovedstød inden Dalum scoringen kom efter tyve minutters spil. Målet var stort set en reprise af målet i Brabrand kampen. Martin Høgsted blev sendt af sted på højre kanten og kvitterede med at sparke bolden hårdt og fladt i nettet under hjemmeholdets keeper. I de følgende 15 minutter væltede regnen ned over spillerne, som fik svære betingelse at spille under, men kort før pausen var Mads Raben igen på færde i Fremad feltet med et par gode driblinger, men han nåede ikke at få afsluttet på chancen. Derefter skete der ikke meget mere i kampens første 45 minutter.
Straks fra anden halvlegs start skiftede kampen fuldstændig karakter, da Aarhus Fremad lage et kraftigt pres på Dalum spillerne, som blev lige rigeligt passive på bolden, således at hjemmeholdet vandt de fleste nærkampe. Dette betød at hjemmeholdet var fuldstændig dominerende i anden halvlegs første halvdel, hvilket også førte til en fortjent udligning. Målet kom efter et hjørnespark i Dalum IFs venstre side, hvor bolden blev sparket tæt under mål i det lille felt, som var virkeligt overbefolket. Facit blev dog at Christian Bech satte hovedet på bolden som strøg i mål blandt vender og fjender og dermed stod der 1-1 på måltavlen.
Kort efter havde Fremad et afrettet langskud, som strøg lige forbi Dalum målet, men langsomt kom Dalum mere med i kampen igen og fik skubbet holdet lidt længere frem. Samtidig lykkedes det også Dalum at holde mere på bolden, således at de bagerste spillere fik lidt længere pauser mod til stadighed at skulle forsvare sig. I kampens afslutning havde begge mandskaber chancen for at afgøre kampen til sin fordel, for Dalum IF var det indskiftede Nikolaj Lebæk, som var tæt på den afgørende scoring men det forblev ved de 1-1.
Dalum IFs cheftræner Michael Pep Jørgensen havde følgende kommentar efter kampen: ” Følelsen af tilfredshed er den følelse, vi har, for det var en kamp, som aldrig blev spillet på vore præmisser. Vi blev mødt af en mur af høje bolde til duel, som vi skulle stå imod. Og det må jeg rose spillerne for at have gjort. Fodbold er meget andet end at have bolden men også at tænke sig om, når man ikke har den. Selv om det ikke ligger til vore gode boldspillere, så må jeg sige, at de tilpassede sig, sagde han efter kampen.”
Alt i alt kan det opsummeres at Dalum spillerne igen arbejdede hårdt, hvilket ganske givet var udslagsgivende for at holdet kunne tage et fortjent point med hjem til Dalum. Der er naturligvis stadig elementer i spillet der kan fin justeres, men holdet syntes at være på vej i den rigtige retning. Forhåbentlig bliver det også tilfældet frem mod den kommende weekend, hvor Dalum IF hjemme i Lars R. Jacobsen Park møder FC Sydvest 05 Tønder på lørdag kl. 14.00.