Gullivers rejse
Dalum I.F. – B1908
Lørdag d. 28. maj 2016
Kl. 14.00 – Dalum Stadion
Der hersker næppe nogen tvivl om at søndagens kamp på Holbæk Stadion ikke var blandt Dalummandskabets bedste. Hvorvidt det skyldes visheden om at man allerede var sikret en ny sæson i Kanalsport Divisionen skal være usagt. Men Holbæk B&I havde ligeså svært ved at finde rytmen. Her er et kort uddrag af hvordan Nordvestnyt (Holbækegnens lokalavis) så kampen, der fik karakteren 3 á 5: ”Ser man kun på underholdningsværdien, er tre i overkanten. Dalum var gået på sommerferie, og selv om Holbæk spillede disciplineret og taktisk klogt, var det småt med det sprudlende spil.”
Omvendt så overskygger den store præstation, som det er at overleve som undertippet oprykker, trods alt en halvskidt indsats i en enkelt kamp. For går vi tilbage til sæsonstarten i august sidste år, så var der ikke mange, der levnede os de store chancer for overlevelse.
For det første var Dalummandskabet som nævnt oprykker. Det er i sig selv aldrig nemt. For det andet så blev der skåret elleve hold væk fra den hidtidige struktur i 2. Division. Det betød at modstanderne nu blev hold fra den øvre halvdel af divisionen. Ikke noget der øgede chancerne. For det tredje gik Dalummandskabet ind til sæsonen med det laveste budget af samtlige klubber.
Der var således ikke meget (hvis noget overhovedet) der talte for, at vi på nogen måde skulle komme til at stå der, hvor vi står i dag. Men cheftræner Kristoffer Johannsen fik ophævet flere naturlove, og har i løbet af sæsonen gjort det umuliges kunst muligt. Derfor var det også ganske naturligt, at selvsamme cheftræner i ugens løb satte sin signatur på en ny kontrakt, der løber frem til d. 31. december 2018.
Som en anden Gulliver har Kristoffer Johannsen gennem tre sæsoner, sendt Dalum I.F. ud på en lang og spændende rejse. Fra Albaniserien over Danmarksserien til overlevelse i Kanalsport Divisionen. Resultaterne taler selvfølgelig for sig selv. Men ikke desto mindre har de ikke været afgørende for den nye kontrakt.
Det har derimod evnen til at integrere unge uprøvede spillere i landets tredjebedste række. Noget der vil blive sat endnu større fokus på i de kommende sæsoner. Flere spillere fra klubbens egen ungdomsafdeling skal i første omgang integreres i førsteholdstruppen, og med tiden blive fast inventar i startelleven. Men ting tager tid. Derfor kræver det også en langsigtet strategi samtidig med, at der skal herske ro og respekt omkring arbejdet med divisionsholdet.
B1908 fik med lørdagens sejr over Jammerbugt FC pumpet nyt håb ind i troen på overlevelse, om end det kræver fuldt udbytte i de sidste fire kampe. Desuden skal der en pæn portion hjælp til udefra. Men tro kan flytte bjerge, og derfor venter der Dalummandskabet en lumsk opgave i morgen lørdag på Dalum Stadion. Alligevel anser vi Holbækkampen for at være en enlig forfløjen svale. Det er svært at forestille sig andet, end at vi vil se et toptændt rødt Dalumlokomotiv buldre derudad for fuld damp.
Dagens kampsponsor:
Herunder ses forsiden fra lørdages kampprogram, der vanen tro er prydet med endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum.
Baggrundsbillederne er denne gang fra midten af 1980erne. Første billede er helt nøjagtigt fra 1986. I denne tid var Dalummandskabet en fast del af Danmarksserien Kreds 3. Det andet billede er af en Mazda 323. Men ikke en hvilken som helst Mazda 323. Modellen på billedet var nemlig én af de biler som Dalumspillerne fik stillet til rådighed under Team Dalum. Team Dalum var selskabet bag de semi-professionelle tilstande, der var en del af Dalum I.F. i perioden 1983-87. Er man gammel nok, så kan man formentlig huske denne tid hvor gadebilledet i Odense blev præget af rækken af hvide Mazdaer med Dalumlogoet.
Til lørdagens kamp trækkes der lod om tre stadionplatter på kampprogrammerne.
Foto Robert Hierath: Mikkel Kjær Andersen.
Arkivfoto.
Arkivfoto.