Menu

Håb om point mod VSK

image Dalum IF havde unge Victor Gjesse Bove-Qvistgaard på mål i Næsby. Victor gjorde det rigtig også i denne situation, hvor han klarer et hovedstød fra en Næsby spiller (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
21. september 2022 kl. 17:04

Dalum IF og Dalum Stadion byder igen på divisionsfodbold på lørdag kl. 13.00, hvor vort 3. divisionshold møder VSK Aarhus, som er en fusion af Vejlby Bk. og Skovbakken herrefodbold og har godt og vel seks år på bagen.

VSK Aarhus er i øjeblikket placeret på rækkens syvende plads lidt i ingenmandsland mellem rækkens top og de fem nederste mandskaber, som formodes at skulle kæmpe for at undgå de to nedrykningspladser. Der er heller ingen tvivl at lørdagens gæster er alt for stærke til at komme i nedrykningsfare. VSK er kendt for gerne at ville spille spillet med nogle teknisk funderede spillere, som kan være ganske svære at få stoppet. Truppen er desuden en god blanding af rutine og ungdom, hvor specielt den unge offensivspiller Tobias Bach springer i øjnene. Tobias har da også allerede scoret fire gange i de første syv kampe, så her skal Dalum forsvaret i hvert fald være på stikkerne.

VSK Aarhus syntes da også at være ganske formstærke, da AB Tårnby blev besejret 1-0 i sidste weekend, i øvrigt på en scoring i kampens første minut af Oscar Skott Carl. I runden før var VSK i kamp mod stærke Middelfart, hvor holdet var lidt uheldig med at tabe på en Middelfart scoring i overtiden. Det er faktisk tredje gang Dalum If og VSK Aarhus mødes i 2022 og hver gang har hjemmeholdet vundet. VSK vandt hjemme i henholdsvis marts med 3-1 og måneden efter med 2-1. Til gengæld vandt Dalum hjemme den 21. maj med 2-0. Den statistik med hjemmesejre må gerne fortsætte på lørdag, hvilket dog vil kræve at Dalum spillerne rammer niveauet fra den sidste time i lokalopgøret mod Næsby i den forgangne weekend.

Hvis Dalum spillerne kan det er det meget realistisk at håbe på point lørdag eftermiddag, da Dalum spillede en rigtig fin sidste time i Næsby, hvor holdet var meget, meget tæt på at få point. Igen skal der kæmpes om hver en meter og takles igennem når dette er påkrævet, hvilket er en forudsætning for at kunne matche VSK Aarhus. Samtidig syntes relationerne på Dalum holdet til at blive bedre og bedre, hvilket spillerne har bevist i de to sidste kampe, hvor de sidste marginaler ikke har været med Dalum holdet.

Til kampen mod VSK Aarhus må Dalum IF se bort fra midtbaneslideren Simon Johansen, da Simon sidder over med en dagens karantæne grundet for mange advarsler. Til gengæld er Mathias Munch Larsen tilbage efter en kamp i skyggen ligeledes på grund af for mange gule kort. Derudover er der tvivl om Frederik Brotman som sad helt over i sidste weekend, samt Valdemar Astrup som blev udskiftet med en mindre skade efter en god halv times spil i Næsby. Den afsluttende træning vil vise om de to sidstnævnte har mulighed for at blive spilleklar.

Denne signatur glæder sig allerede til kampen mod VSK Aarhus, da de to sidste kampe har bevist at holdet står et helt andet sted nu end holdet gjorde primo august. Viljen har været der hele tiden, men holdets indbyrdes relationer og den enkeltes spillers erfaring er blevet til stadighed forbedret. På spillernes vegne vil jeg virkelig håbe, at der kommer den succesoplevelse som den enkelte spiller og hele holdet virkelig fortjener, men som de sidste to kampe vil det kræve fuld dedikation og et spil på samme niveau som Vanløse og Næsby.

Dalum IF håber at vore medlemmer ung som gammel vil komme og bakke holdet op på lørdag kl. 13.00 i kampen mod VSK Aarhus, da det vil være rigtigt dejligt for spillerne at have en god 12. mand på lægterne.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk