Menu

Herlev IF gæster Dalum (KAMPEN ER FLYTTET TIL TOTALBANEN)

image Dalum IF tæt på scoring i sidste hjemmekamp mod Slagelse (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
30. september 2021 kl. 23:51

Dalum IFs divisionshold spiller lørdag kl. 13.00 på TOTALBANEN mod Herlev IF. Hjemmeholdet kan nok ikke løbe fra at få favoritrollen, men som altid i denne meget jævnbyrdige 3. division skal der præsteres 100 %, hvis der skal yderligere points på Dalum kontoen.

De to klubber har ikke ligefrem rendt hinanden på dørene, da der kun har været spillet to indbyrdes kampe mod hinanden i historien og det helt tilbage i sæsonen 1997/1998. Dalum IF vandt den gang begge opgør først med hele 5-2 på Dalum Stadion og i det omvendte opgør mere beskedent 1-0 i Herlev. Kampene blev spillet i Kvalifikationsrækken, som på daværende tidspunkt var rækken mellem 2. division og Danmarksserien. Det lykkedes i øvrigt Dalum IF at rykke op denne sæson med en flot andenplads akkurat foran Farum Boldklub på tredje pladsen, som siden fik lidt ekstra kommunale vitaminer og avancerede kraftigt, men det er jo en helt anden historie.

Herlev IF er oprykker fra Danmarksserien i denne sæson efter en meget flot sidste sæson, hvor det ret tidligt så ganske fornuftigt ud med hensyn til oprykning. I slutningen af sæsonen kom konkurrenterne tættere på, blandt andet storsatsende Ishøj, men facit blev en yderst fortjent oprykning.
I denne sæson har Herlev IF dog haft det lidt vanskeligere, selvom holdet fik en fornuftig indledning på sæsonen blandt andet med en 2-0 sejr over Vanløse. Holdet kommer dog til Dalum med fem nederlag i streg, men Herlev har spillemæssigt gjort det langt bedre end den nuværende pointhøst, så det er kun et spørgsmål om tid før lykken vender for Herlev mandskabet.

Forhåbentlig bliver det ikke i kampen mod Dalum IF, som er ubesejret i de sidste fire kampe, dog er kun en af disse blevet vundet. Det var for to uger siden hjemme i Dalum, hvor Slagelse blev besejret fortjent 2-1. De øvrige tre er alle endt remis 1-1 senest på den lidt svære udebane i Vanløse, så hvis Dalum skal med i den bedste halvdel af denne 3. division og dermed blive en del af Oprykningsspillet skal der meget gerne 3 points ud af dagens kamp, men for at det lykkedes kræver det som altid at alle byder maksimalt ind.
Dalum IF har ingen spillere ude med karantæne og på positivlisten er også at Nicolai Skøtt er kampklar igen, mens det desværre tager lidt før Mathias Schilling, Kasper Søby og Rasmus Schmidt er tilbage i kamp. Dog starter sidstnævnte efter sit brækkede kraveben så småt genoptræningen med vort sundhedsteam i den kommende uge.

Vi håber på god opbakning til kampen på lørdag kl. 13.00 på TOTALBANEN, så kom frisk…..

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk