Menu

Heroisk indsats i forlænget nederlag til FC Midtjylland

image En stærk spillende Mathias Schilling først på bolden foran Gustav Wikheim (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
27. september 2018 kl. 07:11

Sydbank Pokalen 3. runde

Heroisk indsats i forlænget nederlag til FC Midtjylland

Dalum IF – FC Midtjylland  1-2 efter forlængelse. 1-1 (0-1)

1-0 (25. min.) Philip Stoustrup
1-1 (48. min.)  Evander Da Silva Ferreira
1-2 (96. min.) Paul Onuachu

Tilskuere: 1171

Dalum IFs 2. divisionshold var mega tæt på at skabe sensationen mod de danske mestre fra FC Midtjylland i pokalkampen onsdag sidst på eftermiddagen. Først efter 120 minutters heroisk fight og en god indsats, måtte hjemmeholdet se de gæstende favoritter forlade Lars R. Jacobsen Park med en smal sejr på 2-1. 

De sidste små 14 dage siden lodtrækningen til Sydbank Pokalens 3. runde havde såvel spillere som ledere og ikke mindst vore mange ungdomsspillere set frem til denne onsdag kl. 16.30. Det var nemlig tidspunktet til kick-off til kampen mod FC Midtjylland og heldigvis trodsede hele 1171 det lidt kedelige efterårsvejr og var mødt op til onsdagens kamp mod mestrene.

Med det tidligere kick-off tidspunkt var ikke alle kommet helt på plads, da hjemmeholdet var meget tæt på at komme i front. Frederik Humlegaard løb perfekt i dybden og fik bolden akkurat onside, Humlegaards afslutning udplacerede gæsternes keeper Mikkel Andersen, men desværre blev bolden lige overplaceret et par centimeter, således at bolden forfejlede målet med meget lille margin. I det hele taget stod der Dalum på det hele i kampens første kvarter, hvor hjemmeholdet burde have været foran.

Dalum holdet gik overraskende offensivt til værks og spillede i perioder fremragende fodbold, således at de gæstende stjerner nærmest var statister i Dalum spillernes flotte boldomgang. Efter 25 minutters spil var der så også jackpot, da Philip Stoustrup i akkurat det rette øjeblik fik stukket bolden uden om FC Midtjyllands stærke forsvarsspiller Erik Sviatchenko og efterfølgende sikkert sparkede bolden under gæsternes keeper Mikkel Andersen.

I den resterende del af første halvleg var det fortsat Dalum der sad på det meste, om end FC Midtjylland også i et par situationer kom tættere på Dalum målet, men man måtte stadig knibe sig i armen over de flot spillende Dalum drenge, der havde en dejlig uimponeret tilgang til kampen og virkelig fik testet de noget mere prominente FCM spillere. Det var egentligt lidt mærkeligt at gå til pause, men en følelse af at 1-0 næsten var en for lille føring efter første halvlegs udvikling. Det talentfulde Dalum med hele 7 U/21 spillere i startopstillingen havde på det nærmeste spillet en perfekt første halvleg.

FC Midtjylland benyttede pausen til at indskifte den høje angriber nigerianeren  Paul Onuachu og den teknisk stærke nordmand Gustav Wikheim.  De to indskiftninger var medvirkende til at FC Midtjylland kom ud til 2. halvleg med stor fart og tilsyneladende en helt anden attitude som i første halvleg. Efter blot 3 minutters spil gav det også pote, da Dalum forsvaret ikke rigtigt fik clearet bolden, hvorefter FC Midtjylland debutant Evander kunne udligne til 1-1.

I de følgende minutter kunne man godt frygte, at de sidste 45 minutter ville blive usandsynligt lange for Dalum. FC Midtjylland var rigtigt meget på bolden og kom frem til en hel stribe indlæg primært efter hjørnespark, men Dalum holdet holdt trods alt hovedet koldt i den mest trængte fase og holdt gæsterne fra yderligere scoringer. Nuvel FC Midtjylland var toneangivende i det meste i 2. halvleg, alligevel lå Dalum spillerne fortsat at lurede på at satse kraftigt på de omstillingers muligheder der nu engang måtte komme. Der kom da også en lille håndfuld fine muligheder og specielt den allersidste, et minut inde i overtiden var utrolig tæt på at give den sensationelle hjemmesejr, men de sidste marginaler var ikke med Dalum i den situation.

Efter præcis 93 minutters spil kunne kampens uden mærkede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjte den ordinære spilletid af, som egentlig ganske retfærdigt var endt uafgjort 1-1efter dominans af Dalum i første halvleg og FC Midtjylland i anden.  I den korte pause inden forlængelsen fik de trætte Dalum spillere løst lidt op for de ømme stænger, således at holdet trods alt kunne være rimeligt mobile til forlængelsen på 30 minutter.

Akkurat som ventet var det næsten udelukkende FC Midtjylland der var på bolden mod et meget træt Dalum hold, som dog fortsat kæmpede heroisk for chancen. Efter godt 5 minutters spil brugte Paul Onuachu hele sin styrke og med hænderne holdt en Dalum forsvarer på afstand, men den målfarlige angriber kom fri lige på kanten af et frispark og efterfølgende udplacerede keeper Lund sikkert og dermed var gæsterne i front med 2-1.

Dér frygtede man virkeligt at Dalum ville blive sat på plads i de resterende 25 minutter og tabe forlængelsen klart. Men primært på grund af en række store redninger af Rasmus Lund var Dalum stadig helt med i kampen og der kom da også et par løse chancer i de sidste 5 minutter til hjemmeholdet, men kræfterne rakte ikke til en sensationel udligning. Ærefulde nederlag findes måske ikke i sport, men hvis de gjorde, var det er af slagsen denne onsdag, hvor et meget træt Dalum mandskab modtog folkets klapsalver på vej ud af Lars R. Jacobsen Park efter 120 minutters fremragende indsats.

Fodboldkampe kan tabes på mange måder, men det var absolut på en smuk måde at det skete for Dalum mandskabet i denne kamp. Tilgangen til kampen med at turde spille spillet var femragende, hvilket holdet kan bygge videre på når den normale hverdag der igen indfinder sig lige om nu, eller i hvert fald med den svære udekamp om godt 60 timer på lørdag i Pandrup mod Jammerbugt FC, som fører vor pulje i 2. division. Efter kampen blev kampens pokalfighter kåret, denne hæder burde måske tilfalde hele Dalum holdet, men den tilfaldt vor unge midterforsvarer Jacob Mikkelsen, hvilket også var et fint valg, da han igennem hele kampen flot matchede de store midtjyske angribere primært Paul Onuachu.       

Hvem havde troet vi efter kampen kunne stå med en lille smule skuffelse over kampen var tabt mod de danske mestre knebent med 2-1, men det er vel egentligt et tegn på at samtlige spillere på Dalum holdet havde spillet en fremragende kamp og virkeligt fik vist attitude på den gode den gode måde. Godt gået drenge – den indsats gav smagen på mere fremadrettet….

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk