Menu

Hjemmebanekomplekset fortsatte

Casper Hansen
28. august 2016 kl. 18:54
2. DIV: Referat: Dalummandskabet ramte hverken dagen eller hinanden på banen. Et sidste pres gjorde dog, at man trods alt fik det ene point.

Dalum I.F. – FC Sydvest 05 Tønder 2-2 (1-2)

1-0 (11. min.): Kasper Dreyer

1-1 (19. min.): Morten Hansen

1-2 (45. min.): Jonas Gejel Hansen

2-2 (89. min.): René Hansen

Tilskuere: 172

 

Hjemmebanekomplekset fortsatte. Denne overskrift beskriver i det store og hele lørdagens kamp mod sønderjyderne fra FC Sydvest 05 Tønder. For desværre blev tilskuerne på Dalum Stadion endnu engang vidne til en sløj og kaloriefattig 2. Divisionskamp. Men alt startede ellers helt efter planen.

Elleve minutter inde i kampen kunne Kasper Dreyer bringe Dalummandskabet foran 1-0. Indtil da havde gæsterne dårlig rørt bolden eller været over midterlinjen. Sønderjyderne blev spillet rundt på kryds og tværs. Havde man for pokker bare fortsat dette spil, så var sejren på intet tidspunkt blevet på under tre-fire mål. Men det gjorde man af uransagelige årsager ikke.

I bagklogskabens ulidelige klare lys står flere valg og dispositioner i skærende kontrast til hinanden. Eller måske ikke så meget valgene. Det var nok snarere selve udførelsen, der haltede.

For en tidlig føring bør give anledning til to muligheder. Hverken mere eller mindre. Enten fortsætter man ufortrødent presset så kampen er lukket 3-0 ved pausen – eller også forsvarer man på kløgt og rutine sejren hjem over de følgende 80 minutter. Det er ingen skam at være italiener for en eftermiddag! Desværre lagde man sig lige midt imellem. Dér hvor man befinder sig absolut længst væk fra ovenstående to muligheder.

Det betød at to koks kostede to mål. Det medførte at spillet i timen fra det 15. til det 75. minut led af mangler på stort set alt. Som et supermarked i Moskva i midten af 1980erne. Ganske naturligt stillede gæsterne sig ned i et afventende defensivt udgangspunkt. Føringen på Dalum Stadion skulle bare forsvares hjem. Og det var kun få minutter fra at ske.

Når det så ikke skete var det primært fordi Dalummandskabet trods en ulidelig varme, satte et flot fysisk tryk på kedlerne det sidste kvarter. Der manglede dog den sidste kvalitet. Alligevel fik Dalum I.F.’s René Hansen gjort det onde ved sine gamle holdkammerater fra Tønder. Målet til 2-2 i kampens sidste minut var derfor ikke ufortjent. Men hvis men gerne vil spille med om placeringerne i den sjove ende af 2. Division, så skal der altså udvises langt mere vilje, engagement, blod, sved og tårer.

Dalummandskabet spiller igen på tirsdag d. 30. august på Dalum Stadion, hvor Holbæk B&I kommer forbi i forbindelse med 2. runde i DBU Pokalen. Kampen spilles kl. 17.30.

 

Foto Martin Olsen: Tais Holm Christensen. 

Foto Martin Olsen: Dalummandskabet havde et par gode forsøg inden for det første kvarter. Her Mads Hansen.

Foto Martin Olsen: ...og her Christian Klingenberg. 

Foto Martin Olsen: Lidt at glæde sig over var der trods alt også. Kasper Dreyer har gjort det til 1-0.

Foto Martin Olsen: René Hansen sikrede det ene point med udligningen til 2-2.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk