Hobro modstanderen i dobbeltarrangement

Dalum IFs Danmarksseriehold spiller på lørdag mod divisionsreserverne fra Hobro, som et led i et dobbeltarrangement i Rema 1000 Park Dalum. Danmarksseriekampen fløjtes derfor først op kl. 14,45, da 2. divisionskvinderne fra Dalum IF/Næsby møder B 73 Slagelse med kampstart kl. 12.00.
I denne artikel er det herrekampen der er i fokus og fokus for Dalum IF er i øjeblikket fuldt og helt rettet mod at overleve i Danmarksserien. Set over en bred kam og med et par enkelte udfald har Dalum IF mandskabet spillemæssigt været godt med i kampene i Kvalifikationsrækken, men facit er desværre at de seks kampe kun har givet fire points, hvilket betyder at Dalum IF lige netop er placeret på den syvende plads, som helt sikker vil betyde nedrykning til Albaniserien når sæsonen er overstået om en månedstid. Heldigvis er der 12 points fortsat at spille om.
Hobro Iks bedste seniorhold spiller i Oprykningsspillet i NordicBet Ligaen, men kommer ikke i denne omgang i spil til oprykning til 3F Superligaen, da de pladser har SønderjyskE og AaB sat sig sikkert på. Hobro IK råder da også over en stærk og bred trup, hvilket det velspillende reservehold også er et bevis på. Dette fik Dalum IF også at smage i den omvendte kamp, hvor Hobro efter en meget flot første halvleg sejrede sikkert med 3-0, hvor alle tre mål blev sat ind i første halvleg.
For Dalum IF gælder det derfor naturligvis om at få nogle points på kontoen, således at holdet kan kravle en enkelt eller meget gerne to pladser op i tabellen. Vore nærmeste hold over os er AaB med et point og B. 1913 med tre points mere end Dalum IF. Dagens modstander fra Hobro er næste mandskab i tabellen med syv points mere, så de bliver svære at fange med fire kampe tilbage.
I vor nuværende situation er det vigtigt at vi alle kun ser en kamp frem og har fuldt fokus på denne opgave. Hvordan andre spiller indbyrdes m.m. kan vi ikke påvirke, så vi bør udelukkende koncentrere os om hvordan vi præstere bedst frem mod den kommende kamp i weekenden – i denne uge er det så Hobro som vi har forberedt os så godt som muligt på, hvilket forhåbentlig kan ses på præstationen mod et spilstærkt Hobro mandskab.I forhold til kampen 2. pinsedag mod VRI er både Henrik Gradholt Ravensbeck og Simon Stendahl Johansen tilbage i truppen, hvilket naturligvis giver Dalum IF flere kombinationsmuligheder primært på banens midte. Henrik og Simon er to dygtige og arbejdsomme spillere som helt naturligt styrker truppen. Samtidig er Dalum IF stadig fri for karantæner, så det ser godt ud med truppen næste intakt til lørdagens kamp.
Vi håber at rigtig mange ville komme på lørdag og bakke samarbejdet mellem kvinde- og herreseniorafdelingen i Dalum IF op til dette første dobbeltarrangement i Rema 1000 Park Dalum. Du får i hvert fald mulighed for at overvære fire dygtige fodboldhold i to spændende og super vigtige kampe fodboldkampe, samt møde repræsentanter fra begge afdelinger til en hyggelig fodbold eftermiddag i Dalum IF.