Holbæk er modstanderen lørdag i Dalum

På lørdag kl. 14.00 går det igen løs i den spændende i 2. division, da Dalum IF er værter for Holbæk B&I på Dalum Stadion. Lørdagens kamp er nummer tre i indeværende sæson og igen venter en super interessant og spændende kamp.
Holbæk er desværre ikke kommet så godt fra start i indeværende sæson, da holdet først tabte 0-2 i Thisted samt i sidste weekend hjemme 3-0 til stærke B. 93. Ind i mellem vandt Holbæk dog i Sydbank Pokalen, hvor holdet modsat Dalum IF dermed stadig er med. Man skal nok passe på ikke at ligge alverden i de tre kampe og resultaterne, da såvel Thisted som B. 93 formentlig vil komme til at præge denne 2. division. Dalum IF har da også revanche tilgode mod de blåblusede gæster, da Holbæk sidst i juni besejrede Dalum på Dalum Stadion med 2-0 på mål af Mikkel Jensen og Malte Sjørslev som begge vil forsøge at gentage succesen i lørdagens kamp.
Det vil Dalum IF til gengæld gøre alt for at forhindredette og forhåbentlig er det hjemmeholdet, som får held med dette foretagende. Siden den omtalte kamp mod Holbæk syntes Dalum spillerne at være præget af en hel anden optimisme, end det udtryk som blev vist i den seks kampe korte forårssæson. De udskiftninger der har været i truppen henover sommerpausen har tilsyneladende gjort holdet godt, da indsatsen og dermed kvaliteten i spillet er løftet mærkbart. Såvel de nye som de eksisterende spillere har alle gjort det godt både i optakten til sæsonen, samt i de to hidtidige turneringskampe mod FC Sydvest og VSK Aarhus som har kastet meget pæne 4 points af sig.
Der er derfor igen lagt op til en ny tæt kamp mod Holbæk, da jævnbyrdigheden i rækken er ganske stor og kampene oftest afgøres på de berømte små marginaler. Lad os derfor håbe at alle Dalum spillerne fra vor nye målmand Mathias Würtz til den dobbelte målscorer Frederik Humlegaard igen vil skabe glæde på Dalum Stadion og de omkringliggende matrikler.
God kamp til alle ….
Husk mere aktuelt end nogensinde at efterleve nedenstående Coronarestriktioner når du besøger Dalum Stadion.
Dalum IF byder alle tilskuere velkommen til efterårssæsonen 2020
Bemærk at der kun er adgang til Dalum Stadion gennem indgangen ved Dalumgårds Allé. Vi henstiller til at der ved indgangen kun betales med Mobilepay, men i sjældne tilfælde modtages kontant betaling. Der vil til kampene kun være adgang for betalende tilskuer til en entrepris på kr. 50,00. Bemærk at sæsonkort, DBU kort og DBU billetter ikke har gratis adgang til hjemmekampene i 2. division i efteråret 2020 i perioden 29. august 2020 til den 1. december 2020.
Medlemmer (der har betalt kontingent) samt sponsorer med gyldige sponsorkort kommer begge gratis ind.
Antallet af siddepladser og dermed tilskuere på Dalum Stadion er begrænset til 400 pr. kamp, hvorfor der anvendes ”først-til-mølle-princippet".
Til fodboldtilskuere på danske fodboldstadions
Vi har alle glædet os til at komme på stadion og se fodbold i 2. division igen. Under COVID-19 situationen er der nogle særlige ting og retningslinjer som vi skal være opmærksomme på for at det bliver en god og sikker oplevelse. Her er en række anbefalinger til hvordan vi tager hensyn og gennem vores adfærd ikke bidrager til smittespredning.
• Ankom til Dalum Stadion i god tid således at der ikke opstår kø ved indgangen.
• Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
Bliv så vidt muligt på din anviste siddeplads før og under kampen. Sidepladserne finder du på volden i den side hvor stadionuret er placeret.
• Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
• Orienter dig om ruten til toiletter, boder m.m.
• Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere m.v.
• Undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer, der ikke er nærtstående.
• Hvis du er sammen med andre i en gruppe, så vær opmærksom på ikke at blande jer med andre grupper.
• Vær opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb.