Igen 1-1 mod Vanløse IF
Lasse S. Clausen på bolden i opgøret mod FC Roskilde. Derudover ses Kristian Weber i overlappet og Diyar Hamza Ali i baggrunden (Arkivfoto: Robert Hierath)
- Division Grundspillet
Igen 1-1 mod Vanløse IF
Dalum IF – Vanløse IF 1-1 (0-0)
1-0 (56. min.) Anton Stage Nielsen
1-1 (57. min.) Karim el Haddouchi
Tilskuere: 237
For anden gang på en måned spillede Dalum IF og Vanløse IF mod hinanden og akkurat som i Vanløse endte lørdagens kamp på TOTALBANEN uafgjort 1-1. Et ganske retfærdigt resultat af en lidt chancefattig kamp, hvor begge scoringer kom indenfor 45 sekunder i anden halvleg.
Denne 3. division er en yderst jævnbyrdig affære, specielt i kampen omkring den sjetteplads som de fleste hold spiller om her i Grundspillet. Der er således kun 6 points mellem anden placerede BK Frem og Slagelse på placeringen som nummer ti. Dagens kamp på kunstgræsbanen var egentlig også en indikator på dette i en jævnbyrdig, men også langt hen ad vejen en velspillet kamp, hvor begge hold måske bare forsømte at spille chancerne helt store nok. Derfor blev det en kamp med relativt få målchancer.
Kampen mod Vanløse IF blev for Dalum IF igen et bevis på at holdet står godt defensivt og er dygtige til at holde modstanderne fra åbne chancer. Hele den defensive organisation kan nævnes, men specielt var det dejligt at se hvordan 19 årige Kasper B. Jørgensen løste sin opgave. Kasper var stærk i nærkampene, forudseende i sine indgreb samt god i afspillet i sin kun anden kamp på divisionsplan fra start. En meget flot præstation.
Dalum IF spillede i første halvleg med vinden i ryggen og var en del i boldbesiddelse, men akkurat som Dalum IF var også Vanløse spillerne påpasselige på egen banehalvdel. Dalum IF kom ikke frem til den helt åbne chance, men alligevel kom holdet frem til en lille håndfuld pæne chancer. I et par omgange var Mads Raben tæt på scoringer, ligesom også Kasper Søby Mikkelsen og Frederik Humlegaard var tæt i første halvleg, men hver gang strøg bolden lige akkurat udenom Vanløse målet.
Selvom Dalum mandskabet spillede op mod den kølige vind i anden halvleg forblev holdet i balance og syntes at kunne styre spillet. Fem minutter inde i anden halvleg fik Dalum IF et frispark på kanten af straffesparksfeltet ude i venstre side. Kasper Søby Mikkelsen tog sparket og bolden passerede muren, men på lidt forunderlig vis fik Vanløse keeper Lasse Krogh bugseret bolden til hjørnespark, som Dalum IF ikke fik noget ud af.
Kort efter fulgte 45 sekunder som bød på to scoringer og et skift i hvem der styrede kampen. Først var det Dalum der kom på måltavlen i en situation, hvor Mads Raben blev spillet fri kort inde i feltet, men med godt overblik spillede han bolden på tværs til en helt fri og igen velspillende Anton Stage, som sikkert bragte hjemmeholder i front. Dalum IF kom dog hurtigt ned på jorden igen for efter kun godt 30 sekunder spil kom Vanløse bag om Dalum forsvaret og fik spillet bolden på tværs i det lille felt, hvor gæsternes Karim El Haddouchi fra tæt hold fik udlignet til 1-1.
Dalum IF tabte derefter lidt momentum og Vanløse IF sad på det meste den sidste halve time. Det blev også til et par fine chancer og et pat gode parrader fra Dalum målmand Mathias Würtz. Først på et fladt spark fra kanten af feltet og med et lillekvarter igen et virkeligt langskud fra omtrent midten af banen, heldigvis ilede Dalum målmanden tilbage og fik klaret ærterne. Resten af kampen var Vanløse mest på bolden, men udover en håndfuld hjørnespark til gæsterne, gav Dalum spillerne ikke noget væk.
Alt i alt var det uafgjorte resultat nok meget retfærdigt mellem to hold som gerne ville spille spillet, men som også blev afbrudt med en del frispark specielt i første halvleg. Derfor var det lidt paradoksalt at første halvleg var uden advarsler, mens anden halvleg bøde på hele fem gule kort, i øvrigt de fire til Dalum IF som egentlig alle var gode nok.
Næste weekend spiller Dalum IF igen hjemme lørdag kl. 13.00, denne gang er det IF Lyseng fra det sydlige Aarhus som er modstanderen. Igen bliver det et tæt opgør mod oprykkerne fra Lyseng som har gjort det rigtig godt og er placeret med kun et enkelt point mindre end Dalum IF. Hold i øvrigt øje med om kampen bliver afviklet på Dalum Stadion eller på TOTALBANEN, hvilket vi vil informere om straks når det endelige spillested er blevet besluttet.