Menu

Igen nærved og næsten

image
Jan Larsen Sportslig koordinator
07. maj 2017 kl. 20:04

Hvidovre IF – Dalum IF 1-0 (1-0)

1-0 (20. min.) Frederik Krabbe (str.)

Dalum IF’s divisionshold var igen lige ved og næsten at få point med hjem denne lørdag eftermiddag fra Kæmpernes Arena i Hvidovre, men holdet tabte knebent med 1-0 til Hvidovre IF. Det var i og for sig helt i orden, om end målet kom på en lidt billig baggrund.

Midtvejs i 2. halvleg var der en meget ”Køvenhavnsk” tilskuer der råbte efter Ove Hust. De lidt ældre af publikummerne kan formentlig huske den hedengangne jyske fodbolddommer, der i en årrække passede fløjten på en masse danske stadions. Havde gamle Hust passet fløjten i dagens opgør var det ikke sikkert, at der var blevet peget på 11 meterpletten efter knap 20. minutters spil. Hvidovre sparkede et hjørnespark ind i feltet fra Dalum IF’s venstre forsvarsside og bolden blev tilsyneladende clearet af Dalum forsvaret, men opgørets dommer pegede på 11 meter pletten. Angiveligt fordi Dalum forsvareren havde begået frispark i forsøget på at cleare. Ærgerligt, men Hvidovre IF’s Frederik Krappe var naturligvis ligeglad og scorede kampens eneste mål sikkert på straffesparket.

Det giver naturligvis ikke mening at klandre dommertrioen for nederlaget, da Hvidovre på dagen lige var den tand skarpere end Dalum spillerne hvilket retfærdiggjorde sejren. Dalum kom i og for sig pænt fra start og havde en god chance efter 9 minutters spil, men Kasper Johansen afsluttede desværre i sidenettet. Ellers var det Hvidover der sad på det meste i 1. halvleg og havde de største chancer, specielt i en situation godt 5 minutter inden pausen brændte det kraftigt på foran Dalum buret. Keeper Rasmus Lund hev dog en flot dobbeltredning ud af posen og dermed sikrede Dalum en rimelig udgangsposition for 2. halvleg.

Første del af 2. halvleg blev meget chancefattig, dog med Dalum noget mere på bolden end i første omgang. Det førte dog ikke til de store Dalum chancer, så i en logisk konsekvens af dette var hjemmeholdet tæt på at fordoble målscoringen efter godt en times spil. Dalum forsvaret blev spillet tyndt, men selvom Hvidovre angriberen fik mulighed for at afslutte kun en 7-8 meter fra Dalum målet havnede forsøget forbi mål.
Efterfølgende kom Dalum også til et par pæne chancer ved Jacob Eigaard, men det lykkedes ikke for Dalum spillerne at score denne lørdag eftermiddag i Hvidovre.

Ligesom i sidste weekend mod Brønshøj blev det ved nærved og næsten, men det giver som bekendt ingen point. Hvis målsætningen om en top 6 placering skal indfries kræver det 10 procent mere i skarphed i felterne samt at fejlene minimeres en smule i de kommende kampe. Selvom modstanderne lige er tanden bedre her i Oprykningsspillet end i efteråret, er det så lidt mere der skal til for at få et par Dalum sejre. Skribenten tror på at det sker allerede førstkommende lørdag, hvor Dalum IF gæster Riisvangen Stadion i Aarhus i en kamp mod Aarhus Fremad.    

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk