Intens kamp under vanskelige forhold
Af Casper Hansen
B1909 (DS) - Dalum I.F. 1-1 (0-0)
Træningskamp
1-0 (85. min): Jesper Luth
1-1 (90. min): Jakob Jack Mønster
Årets sidste træningskamp for Dalummandskabet blev samtidigt årets første optræden på græs. På en efter årstiden ganske god bane i Fjordager spillede Dalummandskabet 1-1 mod lokalrivalerne fra B1909. Begge hold er nu under en uge fra kickoff på forårssæsonen hvilket tydeligt kunne ses. For der blev arbejdet hårdt på begge mandskaber, og der er næsten sket et fodboldmæssigt kvantespring siden Dalummandskabets første træningskamp mod FC Svendborg lørdag d. 31 januar.
Kampen vil dog nok mest blive husket for en vind og en kulde lidt ud over det sædvanlige, på en dag hvor meteorologerne burde have udsendt et varsel om at al udendørs færden var frarådelig.
For at stå på banen i Fjordager føltes som en forblæst sibirsk steppe. Boldens gøren og laden var mere eller mindre utilregnelig kampen igennem. Man fik hurtigt det indtryk at kampen ville blive afgjort på en tilfældighed. Det skete mod al forventning og logik ikke. Til gengæld måtte spillerne konstant leve med en teknisk boldomgang et pænt stykke uden normal standard.
Derfor kan selve værdien af kampen diskuteres, mens der i evalueringen efter kampen måtte tages forbehold for at fejl og mangler primært kunne tilskrives elementernes rasen. Trods de umulige forhold gjorde spillerne deres til at skabe en intens kamp, som det i øvrigt altid er mod B1909.
Dalummandskabet havde kampen igennem godt fat på deres modstander og kontrollede i perioder kampens gang. Desværre blev det en chancefattig kamp. Først inden for de sidste fem minutter kom der hul på scoringerne. B1909’s Jesper Luth gjorde det først til 1-0 på et flot hovedstødsmål, inden Dalum I.F.’s Jakob Jack Mønster på et langskud fortjent kunne udligne til 1-1.
Trods status af lokalrivaler så skal der herfra lyde et stort held og lykke med forårssæsonen til spillerne og træner-/lederstaben fra B1909.
Foto Robert Hierath: Jakob Jack Mønster i kamp om bolden.
Foto Robert Hierath: Den nytilkomne angriber Lukas Harder. Frank Nielsen (anf.) og Tobias Pedersen i baggrunden.
Foto Robert Hierath: Den stærke defensive midtbanespiller Daniel Jensen.