Islænding til Dalum IF
Dalum IF er glade for at kunne præsentere 22 årige Atli Geir Gunnarsson som ny spiller i Dalum IF og han er dermed klar til at tørne ud for vort divisionshold allerede på lørdag i kampen mod FA2000.
Atli Geir Gunnarsson er en stærk midtbanespiller – en rigtig seks’er – men kan også spille i midterforsvaret. Atli kommer fra topholdet i den islandske 2. division Njardvik, men hvem han også har spillet i den næstbedste række på Island med det mundrette navn ”Lengjudeildin”, hvor han også har spillet en sæson med Throttur. Derudover har Atli spillet 4 landskampe for det islandske U18 Landshold.
Atli Geir Gunnarsson udtaler efter sin første træning med Dalum IF:
”Jeg ønsker forsat at spille fodbold på højt niveau, efter jeg igen er kommet til Danmark fra Island. Jeg synes at Dalum IF passer godt til mig, og omvendt jeg ville passe godt ind i Dalum IF. Jeg ved ikke rigtigt om der er så meget forskel på fodbolden fra Island til Danmark, men jeg glæder mig meget til at komme i gang i Dalum IF og spille en masse god fodbold.
Jeg forventer at vi begynder at vinde nogle kampe, og jeg vil gøre mit bedste for Dalum IF og håber at hjælpe med at vinde kampe. Lige på nuværende tidspunkt tænker jeg kun på den næste kamp, og hvad der skal til for at vinde den”.
Atli afslutter:
”Jeg går 100 % ind i hver kamp, og giver mig selv altid 100 %. Jeg kan næsten spille alle steder på banen. Mine styrker på banen er, at jeg altid kæmper for at få bolden, og sætte et godt opspil i gang. Jeg er også altid klar til at løbe og presse modstanderne når det er nødvendigt”.
Dalum IFs cheftræner Kevin Nielsen udtaler:
”Atli er en fysisk stærk spiller med en rigtig fin teknik og et godt overblik for sine medspillere. Selvom han er en ung spiller har han allerede prøvet at spille på et højt niveau. Vi har store forventninger til Atli, ligesom der for øvrigt er til resten af holdet.
Med hans potentiale kan han gå direkte ind og hjælpe vores unge spillere til at opnå en modenhed, for den vej igennem at kunne præge vores udvikling positivt som hold”.
Vi byder Atli velkommen i Dalum IF og ser frem til hans debut formentlig allerede på lørdag kl. 13.00 i hjemmekampen mod FA2000.