Menu

Jacob Mikkelsen næste på kontrakt i Dalum IF

image Jacob "GØJ" MIkkelsen har netop skrevet under på kontrakten til glæde for sportsdirektør Jens Lolch
Jan Larsen, sportskoordinator
18. juli 2021 kl. 16:10

Dalum IF kan i dag, som bebudet for nylig, igen præsentere en kontraktspiller. Denne gang er der tale om den 22 årige forsvarsspiller Jacob ”Gøj” Mikkelsen.

Jacob Mikkelsen kom til Dalum IF for 3 år siden fra OBs U19-Ligamandskab. Fra dag et blev Jacob fast mand i midterforsvaret på Dalum IFs divisionshold, hvor han tydeligt viste sit store talent allerede i den første sæson som senior. Sidste sæson blev uheldigvis for Jacob desværre præget af en hjernerystelse, som var svær at komme over for den unge spiller. Potentialet er der tydeligt og det går fremad med skaden, så Jacob vil efter vor opfattelse i den kommende sæson igen blive absolut nøglespiller.

I forbindelse med kontraktunderskrivelsen udtaler Jacob ”Gøj” Mikkelsen:
”Først og fremmest er jeg meget taknemmelig og glad for at jeg kan skrive under på en kontrakt med Dalum IF. Jeg er glad for, at klubben ser mig som en vigtig del af dette spændende projekt, som jeg glæder mig til at være en fortsat del af

Jacob fortsætter:
”Jeg kan nu fokusere på at komme 100% tilbage efter min skade, så jeg kan hjælpe holdet i den kommende sæson. Jeg er meget taknemmelig for den opbakning og tillid som klubben har givet mig i forbindelse med mit skadesforløb i den forgangne sæson, det vil jeg på alle måder forsøge at betale tilbage for. Jeg er meget glad for at være i Dalum IF og tror på at både holdet og jeg kan udvikles yderligere her. 

I forhold til den kommende sæson bliver det først og fremmest vigtigt at komme godt fra start så vi dermed kan få et godt afsæt for den resterende del af sæsonen. Det er en stærk 3. division som vi bliver en del af. Det bliver spændende og som altid glæder jeg mig ekstremt meget til sæsonstarten”. 

Sportsdirektør jens Lolch udtaler i forbindelse med kontraktunderskrivelsen:
” Jacob Mikkelsen betyder rigtig meget for vort divisionshold, primært naturligvis i den defensive del af spillet. Overgangen fra ungdom til senior klarede Jacob på bedste vis for et par sæsoner siden og har efterfølgende lagt yderligere på hans niveau. Han er yderst seriøs med sin fodbold og godt forberedt til hver træning, hver kamp samt i hans måde at tilgå fodbolden på. Jacob fik desværre et lille tilbageslag i sidste sæson med hans hovedskade, men jeg er sikker på at Jacob får en stor rolle for Dalum IFs divisionshold i den kommende sæson”.

Jacob Mikkelsen og det øvrige Dalum IF mandskab spillede i øvrigt uafgjort 1-1 mod Slagelse i lørdagens glohede match på Slagelse Stadion.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk