Julius Fechtenburg: Jeg er sulten efter at vise mit værd

Julius Fechtenburg er for nyligt kommet tilbage, efter en forstrækning spolerede den unge offensivspillers sæsonstart. Fechtenburg er derfor opsat på at knokle til træning, så han kan komme i betragtning til en startplads hurtigst muligt.
Få dage før sæsonåbneren imod FC Sydvest 05 pådrog Julius Fechtenburg sig en forstrækning, som sendte den adrætte kantspiller på sidelinjen i et par uger. En skade, der kom på det værst tænkelige tidspunkt.
”Det var super frustrerende. Jeg følte, at jeg havde haft en rigtig god pre-season, og jeg havde set frem til at komme i gang med sæsonen. Det er desværre en del af gamet, og der er ikke så meget at gøre udover at arbejde hårdt for at komme tilbage”
Fechtenburg har fået lidt kampminutter for Albaniserieholdet, og senest som indskifter i nederlaget til Jammerbugt. Kampminutter, der er afgørende for at tilpasse sig tempoet på holdet.
”Jeg føler mig rigtig godt tilpas lige nu, og kampminutterne er vigtige for, at jeg kan komme tilbage i den form jeg ønsker at være i.”
Fechtenburgs primære kvaliteter ligger i den offensive del af spillet, og han er godt klar over, at han skal arbejde mere defensivt med det nye spilsystem, Dalum IF benytter.
”Jeg er med på de opgaver spilsystemet indebærer, og jeg er klar til at arbejde for holdet. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal finde mig til rette. Lige nu er min fokus bare at spille mig tilbage på holdet, og få en masse minutter i benene.”
Med stor tiltro til sig selv, og stærke offensive kvaliteter har Julius Fechtenburg også høje forventninger til sæsonen.
”Jeg vil gerne gøre mig bemærket, og håber at kunne lave tocifret antal mål og assists. Det vigtigste for mig lige nu er dog at hjælpe holdet tilbage på sporet og få spillet mig selv ind på holdet.”
Julius og resten af Dalum mandskabet skal lørdag forsøge at rejse sig på hjemmebane imod BK Frem. Der er kampstart klokken 14:00