Kasper Lehm til Dalum IF

Dalum IF har forstærket sig med den 20 årige Kasper Lehm som kommer fra Næsby Boldklub. Kasper kan benyttes både som venstre back og kant og bliver yderst spændende at følge på Dalum IFs divisionshold i foråret.
Kasper Lehm udtaler i forbindelse med indgåelsen af aftalen med Dalum IF: ”Jeg glæder mig allerede helt vildt til at komme i gang i Dalum IF, der er kendt for en god træning med gode spillere, så det ser jeg frem til at blive en del af. Det er en klub med mange gode unge spillere, som vil fodbolden 100 %, hvilket gør det fedt, da mange har samme ambitioner omkring fodbolden”
Kasper fortsætter: ” Jeg kommer helt klart til Dalum IF for at få spilletid. Jeg håber at få rigtigt mange minutter i benene, især fordi jeg er ung og derfor kan få mere erfaring med megen spilletid. Jeg vil derfor komme med en god energi på 110 procent fra første træningsdag.”
Dalum IFs sportschef Michael Pep Jørgensen udtaler i forbindelse med tilgangen af Kasper Lehm: ”Dalum IF får ved tilgangen af Kasper Lehm en meget spændende offensiv venstre back / kant. Kasper vil bidrage med en masse energi og ærgerrighed.
Vi ser ham som både en stabil forsvarsspiller, men også en offensiv spiller, der givetvis med sine mange løb vil være chanceskabende med sine fine pasninger fra venstre kanten. Lehm er trods sin unge alder en ”voksen” spiller og har i sit første senior år været en fast del af Næsby holdet. Da han samtidig er jævnaldrende med størstedelen af den nuværende Dalum trup, som Kasper kender fra alle ungdoms årerne er der en forventning om hurtig tilpasning og dermed gevinst for det unge Dalum hold”.
Kasper Lehm og den øvrige Dalum IF Divisionstrup påbegynder forberedelserne til den kommende sæson umiddelbart efter nytår og spiller den første turneringskamp i Odder lørdag den 9. marts 2019.