Menu

Klart nederlag mod B. 93

image
Jan Larsen Sportskoordinator
02. april 2017 kl. 15:19

 

B. 93 – Dalum IF 4-0 (3-0)

1-0 (13. min.) Sebastian Czajkowski
2-0 (20. Min.) Sebastian Czajskowski
3-0 (38. Min.) Sebastian Czajkowski
4-0 (74. Min.) Nicolai Olsen

Tilskuere: 300

 

Dalum IF’s 2. division er kommet lidt skævt ind i dette forår, da det heller ikke i sæsonens tredje forsøg blev til en sejr. Derimod blev det til et klart 4-0 nederlag mod B. 93 på Østerbro Stadion.

Skribenten oplevede kampen igennem en noget hakkende livestreaming optagelse, desværre blev Dalum IF spillernes indsats også en lidt hakkende oplevelse. Specielt i første halvleg var B. 93 et klart bedre end det rødklædte Dalum mandskab, både i tanke og handling, hvilket førte til en række farlige boldtab på egen banehalvdel. Dalum IF holdets store force i snart flere sæsoner har netop været ikke at give noget væk, så lad os håbe at holdet hurtigst muligt vender tilbage til normal standard.

Samtidig havde B. 93 en meget giftig angriber i Sebastian Czajkowski, der i første halvleg tegnede sig for et vaskeægte hattrick med 3 scoringer i rap. Målene blev mere eller mindre scoret efter samme recept. Indlæg frem i banen og ned bag Dalum IF’s forsvarskæde og så en sikker afslutning med scoring. I retfærdighedens lys må det endda konstateres, at hjemmeholdet var tættere på yderligere scoringer end Dalum spillerne var på en reducering i første halvleg.

I 2. halvleg fik Dalum holdet noget mere styr på det velspillende B. 93 hold, der ikke længere så let kunne spille sig frem til åbne chancer. Omvendt havde Dalum IF heller ikke de store chancer, så langt hen ad vejen så anden halvdel ud til at blive en nulløsning. I kampens sidste kvarter strammede B. 93 mandskabet igen tøjlerne, hvilket også kunne ses på resultattavlen med en scoring til slutresultatet 4-0. I kampens døende minutter fik hjemmeholdet tilkendt et noget tyndt straffespark, som dog blev brændt af 3 måls skytten fra 1. halvleg Sebastian Czajkowski, der i bedste Elkjær stil lossede bolden over mål.

For Dalum IF er der ingen grund til at dvale for meget over dagens kamp og klare nederlag. Det gælder hurtigst muligt om at komme tilbage på sporet fra efterårets turneringskampe og egentlig også træningskampene forud for denne sæson. Lad os håbet at det vil gå fremad allerede på lørdag mod Aarhus Fremad på Dalum Stadion med kampstart kl. 14.00.

Foto: Robert Hierath

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk