Koden knækket i sikker sejr mod Fjordager
Albert Frederik Barslund har netop bragt Dalum IF på 2-0 og det fejrer han her sammen med Bertram Schlosser og Elias Asmussen (Foto: Robert Hierath)
GF Fyn Serien
Koden knækket i sikker sejr mod Fjordager
Fjordager IF – Dalum IF 0-3 (0-2)
0-1 (15. min.) Lucas Hansen (Str.)
0-2 (19. min.) Albert Frederik Barslund
0-3 (50. min.) Mads Emil Rohr
Dalum Ifs GF Fyn Serie har de senere sæsoner ofte bøvlet med Fjordager, men lørdag over middag sejrede Dalum IF relativt sikkert over hjemmeholdet med 3-0 efter en føring ved halvleg på 2-0.
Det var mes en vis usikkerhed, at man lørdag kørte til den nordøstlige del af kommunen for at møde Fjordager, hvor man også kunne frygte at vejrliget kunne gøre kampen noget uforudsigeligt. Stormen havde dog lagt sig og banen i Fjordager stod flot og var ikke specielt fugtig, så der var lagt op til en kamp, som sagtens kunne blive afgjort på de helt små marginaler.
Denne lørdag var det dog Dalum der var ovenpå helt fra kampstart. Dalum spillerne fik sat et højt pres og det betød at det aggressive udehold fra start stod på det hele. Dalum spillerne var på bolden stort set hele tiden og hjemmeholdet blev presset til at begå fejl. En af de større kom efter præcis et kvarters spil, hvor en Fjordager forsvarsspiller helt umotiveret rev en Dalum spiller ned i felt og kampens udmærkede dommer Michael Jensen dømte helt korrekt straffespark.
Lucas Hansen tog ansvaret, også selvom han havde brændt fra 11-meter pletten for to uger siden i Næsby, men denne lørdag var ”Luggi” 100 procent sikker, da han sendte Fjordagers målmand til den ene side, men helt køligt lagde bolden i modsatte side og dermed havde Dalum fået den meget vigtige 1-0 føring.
Blot 4 minutter senere skulle det vise sig at blive endnu bedre for Dalum IF. Gæsternes højre side med Gustav Finsen og Lucas Hansen var i formidabelt spillehumør denne lørdag og det var også derfra at et angreb blev sat i værk. Det var dog Bertram Schlosser der fandt en ret fri Albert Frederik Barslund i feltet, som køligt og helt sikkert satte bolden ind i det lange hjørne til 2-0 til Dalum IF. Senest derfra stod man med en god følelse i at Dalum endelig skulle tage de tre points mod Fjordager.
Som halvlegen skred frem mistede Dalum IF dog lidt momentum og kom til at stå lidt for langt tilbage på banen og afslutningen for første halvleg blev ikke optimal af Dalum spillerne. Fjordager var også meget tæt på en reducering men en redning af Gustav Mikkelsen efterfulgt af endnu en akrobatisk redning af Nicolai Roe-Holst på målstregen forhindrede hjemmeholdet i at komme på 1-2.
Foran med 2-0 så det fornuftigt ud for Dalum IF ved halvtid og specielt kort inde i anden halvleg så det endnu bedre ud. Akkurat som i første halvleg lagde Dalum spillerne yderst aggressivt ud og allerede efter 5 minutters spil kom den næste scoring. Heldigvis var det Dalum spillerne der igen kunne juble, da en Lucas Hansen afslutning blev reddet af Fjordagers keeper, men det var en stakket frist for hjemmeholdet, da Mads Emil Rohr sikkert kunne sparke riposten i mål til 3-0 til gæsterne.
Den resterende del af kampen stod Dalum sikkert defensivt, alle arbejdede stenhårdt for at hindre hjemmeholdet i at få muligheden for at komme tilbage i kampen. Det må siges at den mission lykkedes til næsten perfektion, da det ikke lykkedes Fjordager at komme frem til åbne chancer. Omvendt var Dalum tættere på en 4-0 scoring end en reducering, selvom alt heller ikke lykkedes for Dalum IF i den sidste halve time. Det var dog til at leve med og Dalum spillerne kunne i princippet kører de tre points sikkert i hus, så alt i alt blev det til en mere end godkendt indsats på en svær udebane.
Næste weekend spiller Dalum IF igen hjemme i Rema 1000 Park Dalum, hvor holdet på lørdag den 11. oktober klokken 12.00 møder Tved Bk.