Menu

Kollektiv stærk indsats

image En lille og vaks.... Lucas Obsen spillede og kæmpede forbilledligt (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
06. april 2023 kl. 21:00
  1. Division Grundspillet

Kollektiv stærk indsats

Dalum IF – Middelfart Bk. 0-1 (0-1)

0-1 (16. min.) Lasse Thomsen

Tilskuere: 267

Det var med en vis ængstelse man så frem til Skærtorsdags dyst mod topholdet Middelfart. Efter to 0-6 nederlag i træk kunne man frygte det værste. Dalum spillerne ydede dog en fortræffelig kollektiv indsats i 0-1 nederlaget mod topholdet. Dalum IF havde endda muligheden to minutter inde i tillægstiden for at udligne, men det havde måske også for meget af det gode.

Dalum IF havde en del skader og andre der af private årsager ikke kunne være med i kampen Skærtorsdag. Det blev ikke bedre op til kampstart hvor Mads Bæk ikke var blevet kampklar, ligesom anfører Mathias Schilling under opvarmningen måtte melde forfald på grund af en skade. Dermed var bænken igen skrumpet ind til to markspillere og en målmand. Heldigvis viste spillerne en så dedikeret og stærk indsats at der ikke var behov for mere end de to udskiftninger som var muligt på dagen.

Akkurat som forventet var det det højt favoriserede mandskab fra Bæltbyen der tog teten og var på bolden i 75 % af tiden. Rigtigt farligt blev det dog ikke i kampens indledning om end trykket på Dalum forsvaret var pænt stort. Efter godt et kvarters spil gik det ikke længere for hjemmeholdet, da Lasse Thomsen i det bagerste område via underkanten af overliggeren bragte Middelfart i front.

Dalum defensiven bevarede dog roen og stod ganske stabilt. Midtvejs i halvlegen blev Marc Gangia stukket i dybden i højt tempo, men desværre ramte bolden Gangia i hælen, så det blev ikke til en friløber i situationen. Omkring den halve time var presset mod Dalum målet stort, men stolpen i et tilfælde og et par flotte redninger af Dalum keeper Mads Krogsøe Eriksen gjorde, at det blev ved en smal 1-0 føring til Middelfart halvvejs i kampen.

Dalum IFs cheftræner Rene Hansen roste i pausen Dalum spillerne for det hårde arbejde i første omgang og målsætningen var at blive i kampen så lang tid som overhovedet muligt. Dette lykkedes til fulde for Dalum spillerne, som stod endnu bedre og meget kompakt i anden halvleg. Middelfart var fortsat på  bolden stort set hele tiden, men chancerne blev færre og når de endelig opstod var Dalum keeperen vaks ved havelågen og fik pareret alt.

Dalum spillerne kæmpede fantastisk og løb rigtigt mange meter, samtidig måtte ”de røde” give alt i nærkampene for med rimelig at kunne udligne det store fysiske overskud ”de voksne” Middelfart spillere var i besiddelse af. Dømt på højden var Middelfart spillerne vel i snit 40 centimeter højere end Dalum spillerne. Dalum måtte langt inde i anden halvleg skifte de to hårdtarbejdende Mads Aasgaard og Benjamin Aarenstrup. Efterfølgende måtte såvel Mathias Munch Larsen og Marc Gangia i græsset med kramper, men de bed smerterne i sig og kæmpede videre – der var intet alternativ.

I kampens overtid havde Middelfart et ud af vel omkring 20 hjørnespark, men Dalum spillerne fik clearet og fik muligheden for en hurtig omstilling. Dette førte til en fire mod fire situation, men desværre blev den afgørende aflevering til indskiftede Emanuelle Yeboah ikke hel stejl nok, så han fik ikke mulighed for at lave en kvalificeret afslutning. Kampen sluttede dermed til den mindst mulige sejr til topholdet Middelfart.

Dalum IF holdet skal først og fremmest roses for en fortræffelig kollektiv indsats hvor alle bidrog, hvis den dedikation fortsætter vil der ikke gå mange kampe før det grimme nul i pointstillingen er en saga blot. Alligevel vil denne signatur fremhæve målmand Mads Krogsøe Eriksen – i sin blot anden divisionskamp på seniorplan – samt Henrik Gradholt Ravensbeck der endda i en uvant plads i midterforsvaret begge gjorde det fortrinligt, men kæmpe ros til alle for en fantastisk fight.

Dalum IF truppen får nu mulighed for at samle kræfter i et par dage inden holdet skal forberede sig til endnu et lokalopgør, der skal afvikles allerede mandag den 10. april 2. påskedag med kampstart kl. 14.00 mod SfB-Oure FA i Fynske Bank Arena Høje Bøge i Svendborg.      

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk