Laaaang ventid på Dalum sejr

- Division Grundspillet, Pulje 2
Laaaang ventetid til Dalum sejr
Dalum IF – VSK Aarhus 4-2 (3-2)
1-0 (12. min.) Philip Stoustrup
2-0 (19. min.) Frederik Humlegaard
2-1 (23. min.) Jacob Green-Pedersen
2-2 (27. min.) Jakob Rittig (str.)
3-2 (45. min.) Jacob Mikkelsen
4-2 (83. min.) Julius Fechtenburg
Udvisning: Nick Drachmann, VSK Aarhus gult/rødt (81. min.)
Tilskuere: 117
Det blev en noget atypisk tilgang og forberedelse til dagens 2. divisionskamp mellem Dalum IF og VSK Aarhus. Allerede næsten inden fanden var stået op var der lørdag morgen sket et af de utallige uheld der sker på den vestfynske motorvej. En transport for intet mindre end det fynske Oles Olie var forulykket et par kilometre øst for Middelfart i retning mod Odense. Dette uheld betød at dagens kamp først kunne tage sin begyndelse kl. 16.45, altså små tre timer efter det scedulerede kick-off tidspunkt kl. 14.00.
Fodbold blev der dog spillet denne sensommer eftermiddag i Lars R. Jacobsen og de tålmodige men lidt sparsomme tilskuere blev belønnet med tre points til hjemmeholdet, da holdet sejrede med 4-2 over gæsterne fra VSK Aarhus. Publikum og Dalum spillerne måtte dog temmelig meget igennem, da en lynhurtigt 2-0 føring til Dalum relativt hurtigt blev udlignet, men i sidste ende sejrede hjemmeholdet efter en kamp med noget svingende niveau denne varme eftermiddag. Dette var der dog næppe meget at sige til, da optakten til kampen på ingen måde var gunstig for hverken VSK Aarhus eller Dalum IF.
Efter en relativ jævnbyrdig indledning var det hjemmeholdet der tog teten og efter godt 10 minutters spil fandt Rene Hansen Dalum IFs sputnik Philip Stoustrup, som på bedste cykelrytter vis satte en VSK Aarhus forsvarer og efterfølgende med stor sikkerhed passerede gæsternes keeper og dermed 1-0 til Dalum og den drømmestart som hjemmeholdet havde drømt om. Denne blev endnu bedre godt 5 minutter senere, da venstreforsvarer Mikkel Kjær rundede en VSK spiller på flanken og betjente en helt fri Frederik Humlegaard som havde let ved at fordoble føringen til 2-0.
Dette blev tilsyneladende en sovepude for hjemmeholdet, som mistede grebet om kampen og allerede 4 minutter senere fik VSK Aarhus reduceret, da midterforsvarer Jakob Green-Pedersen var sust med i angrebet og headede bolden i nettet til 1-2. Igen fire minutter senere clearede VSK i forsvaret en bold, som samtidig fangede et strandet Dalum forsvar i ubalance og efterfølgende tilspillede den rutinerede VSK angriber Jakob Rittig med kløgt et korrekt dømt straffespark. Hovedpersonen Rittig tog selv sparket fra ellevemeter pletten og scorede, selvom om Rasmus Lund i Dalum buret var meget tæt på en parering, men bolden smuttede desværre i kassen til 2-2.
I de følgende minutter sejlede Dalum holden noget og gæsterne var i et par situationer meget tæt på at komme i front, en stor mulighed blev sparket ved siden af Dalum målet og lidt senere var det toppen af overliggeren som stod i vejen for en VSK Aarhus scoring. De to mandskaber var dermed klar til at gå til pausen med uafgjort 2-2, hvilket Dalum kunne være bedste tjent med, men ud af næsten ingenting dukkede Jacob Mikkelsen op på et hjørnespark fra højre side og headede bolden i kassen til sit første mål for Dalum IF. Sekunder senere kunne de to mandskaber gå i kabinen med en lidt ufortjent Dalum føring på 3-2.
Dalum IF justerede lidt på opstillingen i 2. halvleg med indskiftningen af Alexander Molberg i pausen, hvor så samtidig at Benjamin Nielsen blev skubbet op på midtbanen. Dette betød at VSK havde noget sværere ved at tilspille sig chancer i anden halvleg, primært fordi Alexander Molberg spillede en suveræn anden halvleg og stort set vandt samtlige nærkampe. Tempoet efter pausen gik til tider nærmest ud af kampen for de to strabadserede mandskaber, som måtte sloges både med den kaotiske optakt til kampen samt varmen i gryden i Lars R. Jacobsen Park, så de to mandskaber var rimeligt undskyldt for en noget tam indsats ide sidste 45 minutter.
Dette kunne Dalum selvfølgelig bedst leve med, da holdet var i front og det var naturligvis glædeligt at gæsterne udover en rimelig stor chance midtvejs i anden halvlej ikke var tæt på scoringer som var tilfældet i første halvleg. Dalum trænerteamet var også heldige eller måske ligefrem dygtige med indskiftningen af den teknisk elegante midtbanespiller Julius Fechtenburg, da Julius kom på banen og virkelig gjorde en forskel. Ikke kun med lidt lækkert og fint spil på midtbanen, men også med det kampafgørende langskud til 4-2 med små ti minutter igen.
Derfra var kampen egentlig afgjort og der skete ikke alverden i den resterende del af kampen, som VSK Aarhus måtte spille med ti mand, da indskiftede Nick Drachmann fik to gule kort og dermed udvisning, hvilket bestem ikke gjorde Dalum IFs mission sværere. Alt i alt blev det til tre gode og vigtige points på kontoen mod en egentlig meget spilstærk modstander, som med lidt held også kunne have fået point med hjem til Aarhus, men det var vel egentlig med samme følelse Dalum forlod kampen mod AB i onsdags. Det kan derfor konstateres at det går op og ned i fodbold, men lad os ikke få sådan en optakt til en divisionskamp igen, som blev det store issue denne lørdag eftermiddag i Dalum og helt sikkert også i VSK bussen som tilbragte urimeligt mange timer på motorvejen.