Lokalopgør mod ”De Røe”

Dalum Ifs GF Fyn Seriehold spiller på onsdag kl. 18.45 lokalopgør mod B. 1909. Kampen afvikles hjemme i Rema 1000 Park Dalum med kampstart kl. 18.45.
Der er igen lagt op til en interessant kamp mellem de to Odense hold, hvor kendskabet til og om hinanden altid er stort og dette ofte både på det sportslige og personlige plan med venner på begge sider af midterlinjen. Gæsterne fra B. 1909 har været igennem en lidt svær periode, hvor niernes førsteholds redningskamp i Danmarksserien nok har tæret vel rigeligt på kræfterne her i foråret.
I efteråret var B. 1909s hold i GF FYN Serien et af de absolutte bedste mandskaber. I efterårets kamp i 3F Gillested Park spillede de to hold uafgjort 1-1 i et meget seværdigt opgør, hvor der mageligt kunne have været scoret mere end de to mål. Bilal Nassar bragte Dalum IF i front i første halvleg, men midtvejs i anden omgang udlignede Mikkel Ørbech for B. 1909 og det blev til en ganske retfærdig pointdeling.
Dalum IF er inde i en ganske god periode må man sige. De seneste fem kampe har givet 13 points og den eneste svipser var mod Kerteminde i fredags, hvor Dalum IF ikke kunne holde fast i en 3-1 føring fra begyndelsen af anden halvleg. Desværre kom Kerteminde tilbage og fik 3-3 i en ganske underholdende GF FYN Seriekamp.
Dalum spillerne vil naturligvis gøre alt for at komme tilbage på sejrsporet, men vi er også helt sikre på at vi ikke får foræret en millimeter af B.1909, som p.t. ligger og slås lidt med den placering der vil betyde kvalifikationskamp om at blive i rækken.
Samtidig med ovenstående kamp spiller vort Serie 1 hold en rigtig seks points kamp oppe på bane 6 mod Langeskov. For at forblive i Top 4 som betyder Kvalifikation til Serie 1 mangler vort formstærke mandskab blot 1 point til 4. pladsen. Hvem mon så er placeret på 4. pladsen – ja, det er naturligvis Langeskov.
Dalum IF trænerteam kan igen vælge stort set fra hele bruttotruppen til de to kampe, da alle mand der var i aktion i Kerteminde er klar igen og derudover er de stærke forsvarsspillere Sebastian Dam Schrøder og Laust Klindt Sørensen tilbage i truppen. Det prioriteres derfor at kunne stille med to stærke trupper til de to kampe onsdag.
Der er dermed lagt op til to spændende opgør to forskellige steder på vort anlæg. Kom og støt et af vore hold, som begge har arbejdet forbilledligt i snart lang tid – drengene fortjener maksimal opbakning.