Menu

Lokalopgør på en meget lang lørdag

Casper Hansen
18. oktober 2015 kl. 12:45
2. DIV: Referat: Dalummandskabet tabte hverken til Næsby BK eller for den sags skyld et bedre hold. Man tabte ene og alene til sig selv.

Dalum I.F. – Næsby BK 1-4 (0-3)

 

0-1 (6. min.): Kasper Høst

0-2 (9. min.): Anders Lagoni

0-3 (34. min.): Martin Nielsen

1-3 (67. min.): Frank Nielsen

1-4 (72. min.): Mikkel Ørbech

Tilskuere: 304

 

Højt at flyve, dybt at falde! Det beskriver kort og godt indsatsen i lørdagens lokalopgør. For en fremragende indsats mod Fremad Amager, blev efterfulgt af en forfærdelig indsats mod Næsby BK. Der var ganske enkelt en verden til forskel i viljestyrke, da det fra første fløjt stod klart, at Næsby BK bare ville vinde kampen. Næsbyspillerne besad de berømte 10-15% ekstra i vinderinstinkt end et skuffende Dalummandskab, der kun har sig selv at takke for, at det gik som det gjorde.

Heldigvis stod det malet i Dalumspillernes ansigter efter kampen, at indsatsen langt fra var godkendt. Det var bare ikke godt nok! Derfor er der ingen grund til at bruge så voldsomt meget mere krudt på denne kamp. Det tager frem til næste lørdag at få rettet de krumme tæer ud igen...

Med nederlaget til Næsby BK er der kun to kampe tilbage i efterårssæsonen. Det kan så godt være at vi lige skal en tur til Valby Idrætspark for at møde BK Frem på lørdag, i en kamp der for begge hold har knap så stor betydning i en pointmæssig forstand. Det var næppe det, der var idéen med den nye struktur. Men ikke desto mindre er det virkeligheden om man vil det eller ej.

Nu hvor mulighederne for at komme i top-fire kun er teoretisk eksisterende, så vil point mod BK Frem udelukkende have betydning for placeringen i relation til udbetalingen af TV-penge. I relation til målsætningen om at overleve i Kanalsport Divisionen, og dermed få flest mulige point med over til foråret, så skal der nu fokuseres på kampene mod FC Svendborg og B93. Laves der seks point her så tegner foråret trods alt ganske lyst og lovende.

 

 Foto Robert Hierath: Morten Christensen havde en svær dag som kontorchef i Dalumforsvaret.

Foto Robert Hierath: Den ellers lynhurtige Anders Qvick fik som det øvrige Dalummandskab aldrig sat tempo og fart i kampen.

Foto Robert Hierath: Angriberne Lukas Harder og Mads Hansen (th. i nærkamp) løb meget. Men også meget forgæves.

Foto Robert Hierath: Cheftræner Kristoffer Johannsen og assistenttræner Michael Nielsen kunne efter kampen konstatere, at der er plads til forbedringer.

Foto Robert Hierath: Fysisk stærke Benjamin Strøger Tempelaars havde én af de sjældne dage, hvor flere dueller blev tabt end vundet. Her mod Salih Kaya.  

Foto Robert Hierath: Mads Packness i Dalummålet.

Foto Robert Hierath: Et godt billede på kampen. Næsby BK var i fuld kontrol fra start til slut.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk