Lykkebergs hattrick

Pokalturneringen 4. Runde
Lykkebergs Hattrick
Røde Stjerne – Dalum IF 0-5 (0-1)
0-1 (16. min.) Johan Lykkeberg
0-2 (58.min) Johan Lykkeberg
0-3 (77. min.) Bertram Schlosser
0-4 (87. min.) Johan Lykkeberg
0-5 (90. min.) Bilal Nassar
Dalum Ifs Danmarksseriehold fik onsdag aften på Cigaren i Odense den forventelige sejr, da holdet vandt med 5-0 over Røde Stjerne i Pokalturneringens 4. runde. Røde Stjerne stod godt imod i kampens første time, men Dalum Ifs Johan Lykkeberg lavede hattrick og shinede i rollen som målscorer.
Dalum IF tog forventeligt fra kampens start styringen på og havde kampen igennem vel en boldbesiddelse på den gode side af 80 procent. Røde Stjerne forsvarede sig dog ganske disciplineret og fik oftest lukket Dalum offensiven fornuftigt ned i hvert fald første halvleg. Efter et kvarters spil kom gæsterne dog foran, da Asbjørn ”Assi” Larsen fra højresiden fandt Johan Lykkeberg, som flot headede bolden i nettet uden chance for Røde Stjerne målmanden.
De resterende 30 minutter i første halvleg blev lidt monotone, da hjemmeholdet stod meget dybt og forsvarede sig med alle mand på banens bagerste tredje del. Det lykkedes for Røde Stjerne at få Dalum blev lokket ned i tempo, hvilket betød at Dalum kunne holdes nede på et fåtal af store chancer. Hjørnesparksstatistikken for første halvleg blev vundet med hele 12-0 af Dalum, så den ene scoring var klart i underkanten, men et stort cadeau til det hårdtarbejdende Røde Stjerne mandskab for at forsvare sig med stor kløgt.
I anden halvleg skruede Dalum spillerne op for gassen og havde derfor noget lettede ved at komme til chancer, hvilket da også kastede fire mål af sig. Johan Lykkeberg fortsatte sit ”goalshow” fra første halvleg med yderligere to scoringer, ligesom han faktisk havde et par yderligere forsøg på gode offensive aktioner. Derudover scorede Bertram Schlosser på et kontrolleret spark fra distancen, han havde faktisk få minutter inden haft et lignende forsøg fra distancen på stolpen, mens det var Bilal Nassar som lukkede kampen med en scoring i overtiden.
Dalum Ifs trænerteam Frank Rust Nielsen og Ronni Schwartz fik specielt i anden halvleg doseret spilletiden, således at alle spillere kom til fadet, samtidig med at ingen blev belastet unødigt hårdt, hvilket er vigtigt med hensyn til at stå så skarpt som overhovedet muligt til den vigtige Varde kamp på lørdag kl. 13.00 i Rema 1000 Park Dalum.
Dalum IF er dermed kvalificeret til 1. runde i den landsdækkende Pokalturnering, som der trækkes lod til den 5. juli. I denne runde indtræder alle Divisionsklubber inklusive holdene i NordicBet-Ligaen. Drømme lodtrækningen, ikke mindst for kassereren, er naturligvis en kamp mod OB, som i givet fald så skal afvikles i Rema 1000 Park Dalum.