Menu

Martin Høgstad skifter til Dalum I.F.

image Foto Dalum I.F.: Martin Høgstad ny mand i den røde trøje.
Casper Hansen
01. februar 2017 kl. 09:11
2. DIV: Gennemsnitsalderen trækkes ned. Det gør talentet til gengæld ikke. Martin Høgstad er ny mand på Dalumvej.

Trods sin unge alder så har Martin Høgstad (19) allerede opbygget en pæn portion erfaring. Barnefodboldstøvlerne blev trådt i hhv. Tåsinge fB og Svendborg fB, inden turen gik over FC FYN, via FC Midtjylland til OB’s U19-Ligahold. Som ungdomsspiller har Martin desuden været repræsenteret på DBU’s U16-landshold.

I efterårssæsonen 2016 vendte Martin tilbage til barndommens by, hvor det blev til 13 kampe for FC Svendborgs 2. Divisionshold. Martin var med i begge kampe mod Dalummandskabet. Før skiftet til Dalumvej var Martin for et par uger siden en tur i det spanske, hvor han prøvede talentet af i den tredjebedste række. Dog uden at det blev til en kontrakt.

Dalum I.F.’s sportschef Martin Munck udtaler:

- Indtil nu har vi præsenteret en række erfarne spillere i form af Jens Mårtensen, Kenneth Andersen og Anders Staldgaard. For erfaring og rutine fornægter sig aldrig. Men der skal også ungt og talentfuldt blod ind i truppen. Det har vi fået i form af Martin, der spillede en flot efterårssæson i FC Svendborg. Talentet og udviklingspotentialet er stort, og med tiden er vi sikre på, at Martin vil blive en stor gevinst for klubben og truppen.

På vegne af Dalum I.F. ønsker vi Martin velkommen i den røde trøje.

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk