Menu

Maskinrummet fortsætter også i Dalum IF

image Frederik Humlegaard i intens fight med en Brabrandspiller (Arkivfoto: Robert Hiereath)
Jan Larsen, sportskoordinator
27. december 2018 kl. 11:05

Dalum IFs 2. divisionsholds DNA er nok det teknisk stærke midtbanespil, hvor bolden gerne i pæn fart skifter fra fod til fod og gerne resulterer i en god assist til vore angribere eller måske en scoring fra en midtbanespiller.

Den stil vil Dalum IFs 2. divisionshold gerne fortsætte i den kommende sæson, så det har været utroligt vigtigt at bibeholde spillerne i maskinrummet, hvor der også fremadrettet er mange udviklings muligheder. Det er derfor glædeligt at spillerne har haft samme holdning som klubben, så erfarne Rene Hansen samt de fem yngre Alexander Nicolaisen, August L. Nielsen, Frederik Humlegaard, Martin Høgstad samt ”Tong” som kom til Dalum IF fra FC Sydvest i august måned, alle er klar til at give den en skalle for Dalum IF i den kommende sæson. 

Dalum IFs sportschef Michael ”Pep” Jørgensen udtaler: ”Det er ligeledes med glæde at vores folk på midten fortsætter.  En boldsikker og offensivt indstillet midtbane er nøglen for vores Dalum IF hold og de unge drenge med Rene Hansen som støtte er vokset i kampene hen over sæsonen. Spillerne bliver stille og roligt mere hårde samt modne i deres spil, og dermed også vigtige på både kort og lang sigt. Efterhånden er der på midtbanepositionerne også et par sæsoners divisionserfaring, som vil komme de øvrige spillere på holdet til gode. Vi har set virkelige stærke præstationer herfra og flere venter forhåbentligt i den kommende sæson”. 

Der venter midtbanespillerne i Dalum IFs 2. divisionstrup en optaktsperiode i det nye år på godt to måneder inden turen går til Odder i den første 2. divisionskamp den 9. marts.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk