Mathias Würtz før kampen mod Young Boys

En af de absolutte profiler på Dalum IFs divisionshold er den 23 årige målmand Mathis Würtz. Mathias kom til Dalum i sommeren 2020 og greb fra dag et pladsen som første målmand og derfra er det kun gået fremad.
Mathias Würtz fik sin fodboldopdragelse i Haderslev FK og har senere gået på Oureskolerne, samt spillet for OBs U19 ligamandskab. Som senior har han været forbi HB Køge og Middelfart inden han kom til Dalum IF.
Mathias har følgende kommentarer før den vigtige kamp mod Young Boys:
Hvordan er opstartsfasen til indeværende sæsonforløbet?
Det har været en anderledes optakt med en masse løbetræning. Jeg tror aldrig jeg har haft en opstart med så meget løb, men det giver jo altid mening og har styrket holdet. Så alt i alt en rigtigt god opstart.
Hvordan vil du beskrive målmandsteamet med Emil Larsen, Christian Møller Sørensen, Victor Gjesse Bove-Qvistgaard og dig samt samarbejdet med målmandstræner Martin Munck?
Jeg synes vi er et rigtigt godt målmands-team. Vi har alle en lyst til at forbedre os selv, seriøse og hjælper hinanden til hver træning.
Det kan være lidt specielt, når vi alle kæmper om den ene plads, der er, men sådan er det at have valgt at være målmænd, vi har brug for hinanden som konkurrenter og for at udvikle os hver især. Vi har hver vores styrker og kan sparre med hinanden.
Munck hjælper os alle med at dygtiggøre os til hver træning. Han er tidligere målmand, så han kender vores tanker og fornemmelser omkring kamp og trænings situationer og det giver en styrke og forståelse imellem hinanden. Vi er et rigtigt godt team, som jeg er glad for at være en del af.
Hvilke forventninger har du til forårssæsonen både i forhold til holdet og dig selv?
Mine forventninger for os som hold er at vi er med i den sjove ende helt til sidst. Vi har kvaliteterne på holdet og formen til at kunne være med deroppe. Vi står sammen som et hold i tykt og tyndt.
Mine egne forventninger er stadig at være med til at bidrage med mine kvaliteter og være en bærende, opmuntrende og styrende keeper på holdet og ikke mindst stadig udvikling af egen kompetencer både til træning og kamp.
Hvad for en kamp forventer du mod Young Boys??
Jeg forventer en hård kamp da Young Boys er et godt spillende hold med nogle dygtige spillere. Det viste de tydeligt, da vi var på besøg ved dem i efteråret. Men med det sagt er vi også et godt spillende hold, så jeg tror det bliver en meget livlig kamp med meget hurtigt spil og forhåbentlig en sejr til os. Vi er altid klar til at tage kampen til dommerens sidste fløjt.
Husk at komme ud og heppe på Mathias og de øvrige Dalum IF spillere på lørdag den 26. marts kl. 13.00 på TOTALBANEN. Der er virkelig behov for jeres opbakning i den yderst vigtige 3. divisionskamp mod Young Boys fra Silkeborg.