Menu

Nederlag i godkendt præstation

image Dalum IFs cheftræner Jimmi Nielsen kunne være nogenlunde tilfreds med lørdagens præstation (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
08. februar 2025 kl. 22:25

Dalum Ifs Fynsseriehold tabte lørdag over middag træningskampen mod TPIs Danmarksseriehold med 2-0 i en ganske god træningskamp i Sparekassen Danmark Arena ved Tingløkkeskolen i Dalum.

På en noget kølig februar lørdag spillede det unge Dalum hold en ganske god træningskamp mod et noget mere rutineret Tarup Paarup mandskab. På gæsternes hold var der en god håndfuld spillere som tidligere havde spillet i Dalum IF, så det var lidt irriterende at TPI trak det længste strå om end det vel egentlig var ganske fortjent. Heldigvis kan Dalum spillerne og trænerteamet dog være tilfredse med indsatsen, hvor den største manko var at der ikke blev scoret på de chancer der opstod.

TPI kom bedst fra start og var i teten det meste af første halvleg, hvor den store rutine fik overhånd mod Dalum spillernes ungdommelige gå på mod. Det var dog hjemmeholdet som kom frem til den første større chancen, men en afslutning i halvfri position, blev desværre sendt fladt forbi det lange hjørne. Ellers var det TPI som kom frem til en 3-4 farlige situationer, men i første omgang uden scoringer til følge.

Efter godt en halv times spil kom kampens første scoring. Dalum IF begik et lidt dumt frispark nede i det ene hjørne, hvor Dalum IF-cheftræner Jimmi Nielsen advarede i mod et indlæg til forreste område. Det var så lige akkurat hvad der kom, hvor gæsternes Mads Raben timede sit løb perfekt og headede indlægget over i det  lange målhjørne uden chance for hjemmeholdets keeper Laurits Lindgaard Larsen – et flot mål.

Det blev første halvlegs eneste scoring. I anden halvleg kom Dalum IF stærkt ud og spillet flød langt bedre end i første halvleg, ligesom der også blev lukket godt af i forsvaret. Dalum spillerne kom frem til 3-4 ret store chancer, hvor der sagtens kunne have faldet et par scoringer. Udligningen kom dog aldrig og så skete det som ofte sker, at der kommer en scoring i den anden ende. Det var også tilfældet i lørdagens kamp, hvor TPI med 10 minutter igen scorede på en omstilling på et fladt spark fra kanten af feltet.

Det er jo aldrig tilfredsstillende at tabe en fodboldkamp, men Dalum indsatsen var absolut godkendt, specielt i anden halvleg, så det er bare med at holde snuden i sporet og fortsætte arbejdet på træningsbanen i de kommende uger.

Næste weekend gentager Fynsserieholdet lørdagens set-up, dog er det her topholdet fra Danmarksserien Marienlyst med den tidligere Dalum IF chef Dani Nørgaard i cheftræner stolen der er modstanderen. Igen spilles kampen lørdag kl. 12.00 i Sparekassen Danmark Arena.

  

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk