Menu

Nederlag i tju-bang kamp

image Philip Stoustrup spillede en fin kamp mod Avarta og indledte da også målfesten (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
02. juni 2019 kl. 16:15
  1. Division, Kvalifikationsspillet 

Nederlag i tju-bang kamp. 

Dalum IF - Avarta 3-5 (1-2) 

1-0 (12. min) Philip Stoustrup
1-1 (16. min.) August Frandsen
1-2 (40. min.) Mads Walter
1-3 (50. min.) August Frandsen
2-3 (70. min.) Mads Raben
2-4 (76. min.) Jonas Hemmingshøj
3-4 (90. min.) Patrick Naundrup
3-5 (90. min.) Jonas Hemmingshøj 

Tilskuere: 247 

Dalum IFs 2. Divisionshold tabte lørdag eftermiddag med 5-3 hjemme i Lars R. Jacobsen Park mod Avarta efter en noget ustruktureret indsats. Efter en lovende indledning, blev der sløset for meget, specielt i den defensive del af spillet, hvilket førte til en gang tju-bang fodbold, hvor Dalum mandskabet aldrig fandt det rigtige flow i spillet. 

Det var ellers med en pæn pose forhåbning at Dalum IF mødte op til dagens kamp mod Avarta, som Dalum traditionelt dog har haft det svært i mod. Denne lørdag skulle det så være, at Dalum IF besejrede gæsterne fra Espelunden i Rødovre og spillede sig i sikkerhed for nedrykning, men sådan skulle det slet ikke gå. 

Dalum IF fik ellers en yderst lovende start på kampen og allerede i kampens 3. minut var Frederik Humlegaard meget tæt på at bringe Dalum i front, men gæsternes keeper fik dog pareret en fri Humlegaard. I de følgende minutter var Dalum flere gange tæt på et hurtigt føringsmål, men et par pæne tilbud blev ikke udnyttet. 

Alligevel var det kampens logik at Dalum IF kom i front efter godt ti minutters spil, hvor gæsterne mistede bolden på egen banehalvdel og en iskold Philip Stoustrup kunne efter et par smarte driblinger sparke bolden i det tomme mål. Så var der lagt op til en festlig kamp i Dalum, men det skulle senere vise sig at det var gæsterne der kom i det festlige hjørne. 

Der skulle blot gå 4 minutter efter Dalum føringen inden gæsterne fik udlignet i en situation, hvor Dalum forsvaret var noget passivt og gæsternes August Frandsen tæt under mål kunne udligne til 1-1. I de følgende 15-20 minutter var det stadig hjemmeholdet som dikterede kampens gang og også kom frem til en 3-4 pænt store chancer, men disse blev desværre ikke omsat til mål. 

Efterhånden gik tempoet fuldstændigt ud af kampen og Avarta kom noget bedre med i kampen. Umiddelbart tydede det på at holdene ville gå til pause med 1-1, men gæsterne udnyttede fem minutter før halvtid, at Dalum ikke fik markeret ordentligt i det bagerste område og pludselig var det gæsterne der var i front med 2-1 via et hovedstød. 

I 2. halvleg var håbet at Dalum, som i de seneste to kampe ville komme tilbage i kampen med en determineret indsats, men det kom ikke til at ske. Allerede efter 5 minutters spil var det Avarta som kom yderligere i front med 3-1, igen i et hurtigt modangreb mod et passivt Dalum forsvar. 

I de følgende tyve minutter skete der ikke alverden, Dalum forsøgte at tiltvinge sig initiativet og kom da også frem til chancer, men gæsterne var egentlig tættere på at øge, mod et efterhånden mere satsende Dalum mandskab. Alligevel kom livlinen tyve minutter før tid, hvor en Avarta spiller fik hånden på bolden i det såkaldte kriminelle felt og dermed et korrekt straffespark til Dalum, som Mads Raben med største selvfølgelighed udnyttede til 2-3. 

Igen var glæden dog kort, da et alt for satsende Dalum hold igen måtte indkassere en hurtig scoring og nede 2-4 var der igen langt til point. I de resterende tyve minutter moste Dalum godt på, men gæsterne var egentlig tættere på 5-2 på nogle kontraer mod et oversatsende Dalum hold. Alligevel kom muligheden for et sent erobret point, da altid farlige Patrick Naundrup fik reduceret til 3-4 i det første tillægsminut ud af små 5. 

I minuttet efter var Dalum meget tæt på udligningen i en situation hvor bolden i flere omgange blev blokeret i Avarta feltet, men scoring blev det desværre ikke til. Symptomatisk for kampen var det derfor Avarta der på en kontra i det sidste tillægsminut fik scoret til kampens slutresultat 5-3 til den grønblusede gæster fra Avarta. 

Lad os håbe at lørdagens, i bedste fald halvdårlige kamp, var en enlig svale for Dalum mandskabet, som ellers har gjort det fornuftigt i de 8 spillede kampe i Kvalifikationsspillet med kun et nederlag i otte kampe inden lørdagens kamp. I næste runde 2. Pinsedag venter en spændende kamp på udebane mod FC Sydvest, hvor Dalum med en sejr kan sikre eksistensen i 2. Division. Der er dog ingen tvivl om at Dalum skal løfte niveauet på flere parametre i forhold til dagens kamp, hvis det skal blive til point i det sydjyske, men det er mandskabet garanteret også 100 procent klar til.


 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk