Nullert mod Young Boys (nu med billeder)

- division, grundspillet
Nullert mod Young Boys
Young Boys FD – Dalum IF 0-0 (0-0)
Tilskuere: 156
Dalum Ifs divisionshold satte for første gang point til i indeværende turnering, da holdet onsdag aften i Jysk Park i Silkeborg spillede uafgjort 0-0 mod Young Boys FD. Det var egentlig en kamp med en del chancer til begge hold, specielt i anden halvleg, men at kampen sluttede uden vinder var vel egentlig ganske retfærdigt.
Dalum IF kunne ikke helt leve op til de fornemme takter fra lørdagens flotte kamp mod VSK Aarhus, men holdet skal igen roses for at vise en god energi i hele kampen. Hårdt arbejde betaler sig altid og det var nok ganske afgørende for at de rødblusede kunne returnere til Dalum med et point og en status som ubesejret med 7 points i tre kampe.
Dalum IF holdet skal måske have lidt fokus på kampenes indledning, da det var hjemmeholdet der var klart bedst fra start. Om det var fordi at Dalum spillerne lige skulle finde sig til rette på kunstgræsset, et underlag holdet ikke har spillet på i flere måneder, er svært at sige. Det var i hvert fald Young Boys som var på bolden stort set hele tiden i kampens indledning, men det udløste blot en enkelt chance til hjemmeholdet, som Mathias Würtz flot tog sig af i Dalum målet.
Det var måske denne aktion der skulle til for at vække Dalum spillerne, som efterfølgende kom langt bedre med i kampen, hvilket også førte til et par halve chancer til Dalum, men rigtigt farligt blev det aldrig inden pausen.
Lidt utraditionelt skiftede Dalum hele tre spillere kort inden pausen, da Kristian Brøndum, Lasse S. Clausen og Nicolai Skøtt blev sendt på banen i stedet for Mads Raben, Frederik Humlegaard og Kristian Weber,
Allerede efter 30 sekunders spil i anden halvleg burde Dalum IF være kommet i front, da en Young Boys spiller mistede bolden på egen banehalvdel. Dette gav en tredobbelt chance til Dalum og i et par omgange så man næsten bolden i mål. Det skete desværre ikke da hjemmeholdet fik reddet det tredje forsøg til et hjørnespark, som ikke kastede noget af sig.
Efterfølgende kom hjemmeholdet igen bedre med og dominerede de næste 15-20 minutter og i tre-fire omgange var hjemmeholdet også tæt på scoring. Et par gode forsvarsaktioner og to flotte parader af keeper Würtz betød at Dalum spillerne for anden kamp i træk kunne forlade banen og have spillet til ”nul”.
Det havde måske næsten været for meget af det gode, men i overtiden var Dalum IF meget tæt på at snuppe alle tre points. Først på et frispark, som måske med vindens hjælp, var ved at snyde hjemmeholdets målmand og dernæst med en afslutning fra tæt hold, som igen blev reddet af keeperen. Kort tid efter fløjtede kampens udemærkede dommer en sidste gang og dermed blev de 0-0 en realitet.
Dalum IFs divisionshold har dermed tjent meget godkendte syv points i tre kampe. Der er dermed lagt op til et topopgør lørdag kl. 13.00 på Dalum Stadion, da FC Roskilde kommer på besøg i Dalum med hele 9 points efter 3 kampe i bagagen. Det er desuden en match mellem de to eneste ubesejrede hold i 3. division.