Ny organisering af seniorafdelingen

For at styrke seniorafdelingen i Dalum IF har bestyrelsen og ledelsen i seniorafdelingen besluttet en ny organisering af seniorafdelingen. Strukturændringen er sket for at styrke såvel seniorafdelingen som ungdomsafdelingen for både piger og drenge i Fyns største fodboldklub.
Det sidste år har været en stor udfordring på mange områder for seniorafdelingen i Dalum IF både sportsligt og strukturelt. Der kom en ny bestyrelse til i Dalum IF i februar 2022, som havde en anden holdning til at drive seniorafdelingen end den tidligere bestyrelse. Der er sagt og skrevet nok på kryds og tværs i klubben om dette, så nu gælder det blot om at se fremad, således at både Dalum IFs bestyrelse og seniorafdelingen kan optimere driften og udviklingen i begge afdelinger, således at hele klubben får optimale betingelser for en fortsat god udvikling.
I den nye struktur er seniorafdelingen i Dalum IF blevet skilt ud i en selvstændig enhed med helt frie beføjelser, dog naturligvis under den forudsætning at afdelingen skal arbejde indenfor den budgetramme som er bliver vedtaget af Dalum IFs højeste myndighed Generalforsamlingen. Derudover er der blevet lavet et eliteudvalg der skal binde de to afdelinger sammen. I eliteudvalget sidder der to personer som er blevet udpeget af Dalum IFs bestyrelse og to medlemmer udpeget af seniorafdelingen, hvoraf den ene er seniorafdelingens formand Mick Breith samt en økonomiansvarlig for seniorafdelingen. Ved stemmelighed i eliteudvalget er det formandens stemme der er afgørende, men der vil naturligvis blive arbejdet efter at udvalget til stadighed er i synk mellem de to afdelinger.
Seniorafdelingen er dermed blevet ”herrer i eget hus” men vil naturligvis arbejde for hele foreningens bedste, da vor klub udvikles bedst på denne måde.
Der er blevet nedsat et seniorudvalg med følgende personer:
Formand og sponsorer: Mick Breith
Sportschef Jens Lolch
Ansvarlig for hjemmekampe & Old Boys: Jan Hansen
Arrangementer og bankocenteret: Palle Helm
Sportskoordinator og kommunikation: Jan Larsen
En økonomiansvarlig.
Seniorafdelingen har de seneste par måneder arbejdet på rigtigt mange fronter for at få seniorafdelingen på sporet igen efter et år uden megen aktivitet. Ikke mindst sponsorsiden har været noget syltet. Heldigvis og mange tak for det er Niels Salamonsen og Steen Johansen meldt sig under fanerne og er i fuld gang med at lave aftaler med vor mange gode samarbejdspartnere. For en lille måned siden blev der afholdt et møde med vore samarbejdspartnere og der var på mødet meget stor opbakning til Dalum IF hvilket vi er meget taknemmelige over. Også en stor tak for opbakningen Af samarbejdspartnerne det er vi meget glade for.
Det seneste år har også været hårdt for den sportslige sektor i seniorafdelingen og ikke mindst for divisionsholdet, som er gået fra nederlag til nederlag. Heldigvis fik vi alle ikke mindst spillerne en succesoplevelse for en lille måned siden, da vi bankede AB Tårnby med 3-0. Vore unge spillere og den midlertidige træner Rene Hansen og den øvrige stab har arbejdet hårdt med at få hverdagen til at forløbe så godt som muligt og der kan heldigvis konstateres en fremgang for både spillere og hold. Vort Albaniseriehold rejste i samlet flok til Odense KFUM i vinterpausen og også her har foråret været en pæn udfordring. Christian Hierarth tog over og er nu blot et enkelt point fra en overlevelse i Fyns bedste fodboldrække Albaniserien. Enestående arbejde af Christian og de spillere som har spillet for holdet.
Den sportslige ledelse i seniorafdelingen er du godt i gang med at se frem mod fremtiden i Danmarksserien efter sommerferien. Der er som bekendt ansat en ny cheftræner for Danmarksserieholdet i Christoffer Földes, som sammen med Jens Lolch allerede er godt i gang med sammensætningen af den nye trup i form af samtaler med vore spillere og også holde et øje på eventuelle nye spillere, således at Dalum IFs kommende Danmarksseriehold står så stærkt rustet som muligt til den kommende udfordring fra august måned. Der arbejdes ligeledes med at få den øvrige stab herunder en ny træner for Albaniserien på plads så hurtigt som muligt, hvilket vi løbende vil informere om her på sitet.