Præsentation af Anders Nielsen - ny cheftræner i Dalum IF

Dalum IF har som bekendt valgt et skifte på cheftrænerposten for vort 2. divisionshold frem mod den kommende sæson, hvor Anders Nielsen som bekendt afløser den hidtidige cheftræner Kristoffer Johansen.
Vi tror på at Anders Nielsen er den helt rigtige cheftræner til at fortsætte den udvikling som Dalum IF har været igennem de seneste 4 år. Anders Nielsen er P-licens træner som er det højest opnåelige i Danmark og kommer fra et job som A+ træner i Vejle Boldklub og har tidligere i trænerkarrieren blandt andet trænet Ungdomselite i Odense Boldklub samt været cheftræner i Marienlyst i 1. og 2. division.
Som spiller trådte Anders i sine første par fodboldstøvler i Købelev IF og Nakskov Bk. på Lolland inden turen gik til divisionsfodbold i Helsingør og HIK. Anders Nielsen nåede også være udlandsprofessionel i omkring 10 år i den bedste Belgiske række for blandt andet Club Brügge og AA Gent med en enkelt afstikker til en mere eksotisk adresse hos AC Omonia Nicosia på Cypern.
Anders Nielsen udtaler i forbindelse med det nye cheftrænerjob. ”Efter 9 måneder som A+træner i Vejle Boldklub kan jeg mærke at jeg har brug for at komme tilbage på træningsbanen og stå bag mit eget hold, og da muligheden i Dalum IF bød sig var jeg ikke i tvivl. Dalum IF har de senere år vist at de kan spille med i den sjove ende af 2. division og den udvikling vil jeg gerne være med til at forsætte”.
Anders Nielsen fortsætter: ”Jeg ser gode udviklingsmuligheder for Dalum IF, både for selve klubben men også for 2. divisionsholdet. 2. divisionsholdet består i dag af rigtig mange erfarne spillere, det er fortsat vigtigt, men samtidig er det vigtigt at få tilført nogle unge spillere med en masse energi og gå på mod. Dalum IF har en stor ungdomsafdeling og det bliver enormt vigtigt for mig, at samarbejdet imellem senior og ungdom bliver prioriteret, så vi får en klub som står sammen hele vejen fra de yngste til de ældste”.
Dalum IF’s sportschef Martin Munck udtaler i forbindelse med ansættelsen af Anders Nielsen som cheftræner: ”Efter at have arbejdet sammen med Anders Nielsen i 4 år, først 3 år som spiller og siden et år i et trænerteam, så er jeg overbevist om, at han fremadrettet er den rette mand til at føre Dalum IF steppet videre mod toppen af 2. Division.
Anders Nielsen besidder alle de kvaliteter vi søger i en cheftræner, både fagligt hvor han også har ”papirerne” i orden med en P-trænerlicens , og ikke mindst menneskeligt, som er mindst lige så vigtigt. Der er dermed ingen tvivl om at Dalum IF har fundet den helt rette mand til jobbet som cheftræner og også den bedst kvalificerede”.
I denne uge er Anders Nielsen allerede tyvstartet lidt med træningen med en test af spillerne samt med et informationsmøde hvor spillerne samtidig fik et ferietræningsprogram med hjem. Dalum IF’s 2. divisionshold påbegynder igen træningen frem mod den spændende efterårssæson mandag den 10. juli med første træningskamp tirsdag den 18. juli kl. 19.00 mod Tarup Paarup i Dalum.