Menu

Ramasjang i skydeteltet

Casper Hansen
01. juni 2015 kl. 10:11
DS: Referat: Der var tre skud for en tier da Dalummandskabet lørdag eftermiddag sejrede i lokalopgøret mod Næsby BK i Tivolipark Dalum Stadion.

Dalum I.F. – Næsby BK 3-0 (1-0)

Danmarksserien Pulje 2

 

1-0 (14. min): Benjamin Tempelaars

2-0 (49. min): Anis Cengic

3-0 (88. min): Benjamin Tempelaars

Tilskuere: 155

 

Sportens og især fodboldens verden er rig på klicheer. Kampen mod Næsby BK var ingen undtagelse. For det var i sandhed de brændte chancers kamp! Havde Dalummandskabet vundet 8-0 eller 10-0, så havde man stadig kunne synge en lille sang om at være ineffektive. Nu skal man dog aldrig være utilfreds med en 3-0 sejr på Dalum Stadion, i en kamp hvor modstanderen afholdes fra at have et eneste skud på mål.

Men at der var tale om en pligtsejr så man tydeligt i en 1. halvleg, der var en af de mindre gode. Dalummandskabet havde bolden i små 80-90% af halvlegen uden at det blev specielt seværdigt af den grund. Alligevel blev der skabt et hav af chancer uden at man på noget tidspunkt kunne tale om at have spillet sig ud.

Benjamin Tempelaars var ophavsmanden til 1-0 målet efter et lille kvarter. Herefter pressede hjemmeholdet på og på og på… Men den sidste skarphed manglede som det tidligere har været tilfældet i denne sæson.

Efter at cheftræner Kristoffer Johannsen fik talt med store bogstaver i pausen, så var det et forvandlet Dalummandskab, der kom ud til 2. halvleg. Spillet hang nu langt bedre sammen, kombinationsspillet flød, og vejen til Næsby BK’s mål var langt mere direkte. Det gav hurtigt bonus. Efter små 50 minutters spil gjorde Anis Cengic det til 2-0 med et tørt hug over i det lange målhjørne. Kampen blev med dette mål definitivt afgjort, og spørgsmålet var nu kun hvor stor sejren skulle blive.

Men som i 1. halvleg så hoppede og dansede bolden febrilsk rundt i gæsternes målfelt, på samme måde som en gruppe teenagepiger på dansegulvet på The Gap. Det var derfor mere held end forstand at Næsby BK på dette tidspunkt ikke var nede med mere end to mål. Det unge blåblusede mandskab kæmpede og forsvarede sig dog forbilledligt. De defensive dyder blev holdt i hævd hvilket dog betød, at det var yderst begrænset hvad der var at skyde med rent offensivt.

Presset blev større og større dog uden at måltavlen kom på overarbejde. Derfor måtte tilskuerne vente til to minutter før tid inden der igen blev ramt noget, der skabte lidt ramasjang i skydeteltet. For anden gang klemte Benjamin Tempelaars sig forrest på bolden, og kunne med et rigtig energimål gøre det til 3-0. Alt i alt en meget fortjent sejr til Dalummandskabet, der dog burde have været mange mål større. Men lidt har også ret.

 

undefined

Foto Robert Hierath: Der var fra første fløjt ensretning på Dalum Stadion.

undefined

Foto Robert Hierath: Lukas Harder og Benjamin Tempelaars i "kamp" om bolden.

undefined

Foto Robert Hierath: Anis Cengic kom endnu engang på måltavlen med målet til 2-0.

undefined

Foto Robert Hierath: Endnu engang Benjamin Tempelaars og Lukas Harder i kamp om bolden. En duel nr. 7 Benjamin Tempelaars vandt med sine to scoringer.

undefined

Foto Robert Hierath: Et billede der siger mere end tusind ord... Dette billede opsummere lørdagens kamp ganske godt. Dalummandskabet havde et hav af chancer.

 

 

   

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk